Rumble Fish (1983)

    En ung oprørsk voldselsker vil hellere end gerne slippe for at gå i skole.


    MED SORT/HVIDE BRILLER

    Dette ungdomsdrama er både stilrent enkelt, men samtidig også for overdrevent ekspressionistisk og teknisk betonet. Det bliver desværre for meget af det gode med den megen panoreren rundt i skyggefyldte gader. Og med Francis Ford Coppolas sort/hvide briller er der lagt sidste hånd på at gøre filmen så teknisk revolutionerende som muligt.

    Stemningsvirkninger
    På den anden side er det svært at se bort fra, at disse virkemidler giver nogle fine stemninger og nyt liv til en måske lovligt tynd historie. Fotograferingen har jo trods alt også (delvist) en mening, idet hovedpersonen er farveblind. Man må formode, at historien er fortalt fra hans synsvinkel.

    Oprørsk voldselsker
    Matt Dillon spiller den oprørske voldselsker, der hellere end gerne vil slippe for at gå i skole. I begyndelsen af filmen ses han i slagsmål med en bandeleder, og midt i seancen dukker hans storebror, kaldet Motorcykeldrengen, op, efter at have været væk i længere tid.
     

    En speciel storebror

    Denne storebror er noget speciel, og han anses som en helt af andre unge i området. Han spilles af Mickey Rourke, der perfekt formidler det bløde med en hård side ved hjælp af finurlig mimik.
     

    Forsøger at finde hinanden

    Resten af filmen følger man de to brødre, der forsøger at finde hinanden, eller bare sig selv, ved at vade rundt i gaderne længe efter mørkets frembrud. Motorcykeldrengen har det ikke let, og han bliver efterhånden mere og mere åndsfraværende.

    Æstetisk eksplicit
    Bag sin æstetiske eksplicitte facade fremstår "Rumble Fish" ret tyndt, men det er aldrig direkte forudsigeligt. Her er ingen klichéer, man på forhånd har gættet.
     

    For indadvendt

    Det væsentligste problem ved "Rumble Fish" er, at den er for indadvendt i sit billedsprog, og det kommer til at smitte af på historien og skuespillet, og det hele virker efterhånden alt for eventyragtigt. I hvert fald er det ikke en nem film at leve sig ind i. Det havde næppe ændret noget med farve og "højt humør" - dertil er historien stadig for mystisk.



    Anmeldt i 1993 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1983, USA, Drama, 90 min.

    Dansk titel: Motorcykeldrengen
    Instr: Francis Ford Coppola Prod: Fred Roos, Doug Claybourne Manus: Susan E. Hinton, Francis Ford Coppola Baseret på: roman af Susan E. Hinton Foto: Stephen H. Burum Klip: Barry Malkin Mus: Stewart Copeland
    Priser
    • GG-N - Bedste musik