Det parallelle lig (1982)

    Da en snusket krematoriearbejder opdager et ekstra lig i en kiste, øjner han en chance for at blive rig.


    HABIL DANSK SPÆNDINGSFILM

    "Det parallelle lig" byder på fin nytænkning i en meget vigtig henseende: Skuespillere som Buster Larsen og Poul Bundgaard fik endelig nogle anderledes roller at boltre sig i. Buster Larsen spiller den småsnuskede krematoriearbejder, Hans Thomsen, Poul Bundgaard dukker op i en elskelig birolle som korrupt ligkisteforhandler.

    Spændingen opretholdes
    Hvad der er vigtigst, er dog, at spændingen opretholdes hele vejen gennem filmen. Man føler, at der er tyngde i handlingen. At historien ofte kører på de banale krimiklichéer er så, hvad det er. Man bliver morderlig godt underholdt.

    To lig i kisten
    Da krematoriearbejderen Hans Thomsen på sit arbejde under den lokale kirke sædvanen tro åbner kisten for at sælge den tilbage uden indhold til ligkisteforhandleren, opdager han, at der ligger et ekstra lig i kisten.

    Ud af fatning
    Det bringer ham selvsagt lidt ud af fatning, men han vælger dog at brænde ligene. Inden længe kommer det frem i medierne, at den dræbte kvinde savnes..
     

    Fine præstationer

    Langt hen ad vejen et fint alternativ til mange andre mindre vellykkede danske forsøg udi krimigenren. Buster Larsen og Jørgen Kiil leverer meget stærke præstationer, og Poul Bundgaard er fabelagtig i den lille birolle.



    Anmeldt i 1998 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018