8MM (1999)

    En privatdetektiv trækkes ind i en faretruende undergrundsverden af illegal pornografi.


    FLAD THRILLER

    Nærgående men også fladt forudsigelig thriller: Joel Schumachers "8MM" er effektivt uhyggelig spænding, der trækker på alle cylindre, men som desværre bliver så ekstrem i alle facetter, at det er svært at fortære.

    En frygtelig efterforskning
    Nicolas Cage spiller den lykkelige familiefar, Tom Welles, der en dag hyres til at efterforske, om en forsvunden pige virkelig er død, som det fremgår af en bizar smalfilm, hvor en hætteklædt S/M-morder skærer i hende.

    Ækelt & ubarmhjertigt
    Uden rigtigt at vide, hvad han går i møde, indvilliger Tom i at gå i dybden med sagen, men de oplevelser der venter ham forude er så ækle og ubarmhjertige, at han nok burde have tænkt sig om to gange. Da først han er i gang, kan han imidlertid ikke bakke ud - der står for meget på spil.

    Fine biroller
    Nicolas Cage spiller sin arketypiske opdagerrolle stort set uden attitude. Over for ham spiller især Joaquin Phoenix (som slibrig sælger i en pornoforretning) og James Gandolfini (som den koldblodige skurk, Eddie) en tand mere udtryksfuldt. Gandolfini har sin helt store scene hen imod slutningen.

    Katherine Keener serverer sædvanlig bekymret hjemmegående kone med en baby på armen. Det måske mest rendyrkede billede på filmens amerikaniserede klister, der bliver et stigende problem.

    Tæt på og så alligevel ikke
    8MM går rigtigt tæt på, da den i mange scener er ækel til fingerspidserne og svær at fordøje, men efterhånden er der ikke meget mening med galskaben, og som helhed fremstår filmen vulgært overskruet.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1999, USA, Tyskland, Thriller, Krimi, Action, 118 min.

    Dansk titel: 8MM ("Eight Millimetres")
    Instr: Joel Schumacher Prod: Judy Hofflund, Gavin Polone, Joel Schumacher Manus: Andrew Kevin Walker Foto: Robert Elswit Klip: Mark Stevens Mus: Mychael Danna
    Priser
    • BERLIN-N - Golden Berlin Bear-nominering