Ikiru (1952)

    En kommunal afdelingschef tæt på pensionsalderen får konstateret mavekræft og beslutter, at han vil have noget ud af sin sidste tid.


    KLASSISK SENTIMENTALITET

    Regnet blandt Akira Kurosawas mere personlige film og elsket for sin høje grad af autenticitet står "Ikuru" som en af samurai-instruktørens atypisk indadvendte film, der centrerer sig konsekvent og komplet omkring hovedpersonens konstaterede mavekræft.
     

    Velkendt forfinet

    Det er et både stærkt og bevægende tema, der kan røre os alle, og også i Kurosawas iscenesættelse til en vis grænse gør det. Stilen er velkendt forfinet, grundig, kunstnerisk på et meget højt niveau.

    Sart dramatik
    Det er lykkedes Kurosawa med en enkel lyrisk fortællestil at skabe en sart dramatik omkring hovedpersonen og hans konstaterede mavekræft. I filmens begyndelse finder vi store kvaliteter i den konstaterende men distancerende voice-over, selvom historien allerede her krænger lige lovlig meget over i komedie.
     

    Sanseligt nærvær

    Stærkest i hukommelsen står Kurosawas sanseligt nærværende sort/hvide billeder, der indfanger og fastholder stemninger i øjeblikke, der gerne måtte vare evigt. Disse indstillinger giver kunstneriske oplevelser på et meget højt plan, og suppleret af den mystiske og ofte stærkt dramatiske lyssætning højnes filmoplevelsen ind imellem betragteligt.

    Formålsløst kontorarbejde
    "Ikuru" er centreret om den kommunale afdelingschef Kanji Watanabe (Takashi Shimuras) kedsommelige daglige papirnusseri, der er dræbende formålsløst og som han for længst er blevet ligeglad med.
     

    En smule gnist

    Filmens voice-over fortæller tidligt, at kontorchefen om et øjeblik vil få konstateret mavekræft. Vi følger herefter kontorchefen, der desperat forsøger at få en lille smule gnist ud af sine sidste levemåneder - af et liv der har været præget af skuffelser, sorg og uforløste drømme.

    Hårfin grænse
    Grænsen mellem sentimentalitet og ægthed er i virkeligheden hårfin, i særdeleshed i historier knyttet til den menneskelige skæbne. Få instruktører mestrer til fulde den antydningens kunst, der gør det personlige drama til stor og uafrystelig kunst.
     

    Mærkbar fortællelyst

    Det er mærkbart, at Kurosawa her forsøger at gøre mestre som Vittorio De Sica kunsten efter, De Sica der samme år kunne præsentere et af sine neorealistiske mesterstykker, Umberto D (1952).

    Japansk kirsebærtræ
    Hvad Kurosawa vægter tydeligt højt i sin skildring af den tragiske skæbne er det højdramatisk reaktionære og tragisk-teatralske nærbillede, hvor sjælen og pinslerne så at sige krænges ud som et japansk kirsebærtræ.
     

    Tragisk-teatralsk nærhed

    Tragisk-teatralsk nærhed og dramatik er Kurosawas effektfulde varemærke i langt mere krigeriske film, men virkningen af dette i det indadvendte sjælelige kaos, der præger filmen "Ikiru" bliver et sentimentalt udstillingsvindue, der er svært at begræde.

    Teatralsk tilgang
    Skønt historien i alle tænkelige gradbøjninger dybest set må betragtes som rørende, hjælper ingen teknik eller skuespiller, når tilgangen til materialet er teatralsk og ikke rummer den basale menneskelige dybde.
     

    Højdramatisk anspændthed

    Det næsten omkuld-trillende kaos af højdramatisk personlig anspændthed kommer til udtryk i Takashi Shimuras kraftfulde hovedrollepræstation, og det er dette udtryk der mere end noget andet - også det stærke visuelle - præger dette to og en halv time lange drama.



    Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1952, Japan, Psykologisk drama, 143 min.

    Dansk titel: Ikiru
    Instr: Akira Kurosawa Prod: Sojiro Motoki Manus: Shinobu Hashimoto, Akira Kurosawa, Hideo Oguni Foto: Asakazu Nakai Mus: Fumio Hayasaka
    Priser
    • BERLIN - Special Prize of the Senate of Berlin