Deadpool (2016)

Sammenhængende film:

X-Men (2000)

X2 (2003)

Deadpool (2016)

Logan (2017)

Tilstræbt selvironisk superheltefilm, der sætter alt på et bræt – med ujævn underholdning til følge. "Deadpool" vil så gerne forny genren, men falder i stedet i sin egen lidt omvendt fortænkte suppedas.

Tilbud om superkræfter
Da den toptrænede agent Wade Williams får konstateret terminal cancer, ramler verden selvsagt under hans fødder. Men en mystisk mand har tilbudt ham superkræfter og "evigt liv", hvis Wade vel at mærke lader sig underkaste en ganske særlig operation. Efter en kort betænkningstid takker Wade ja, og snart kan han begå sig ligesom alverdens mest adrætte og drabelige dyr, på samme tid – og gerne i slow motion. Så kan fjenderne og skurkene bare komme an, og det gør de også.

Kunstnernavnet Deadpool
Wade tager "kunstnernavnet" Deadpool og iklæder sig en Spiderman-lignende, ålestram heldragt. Så kan han nemlig både gemme sit vansirede ansigt og bevare sin anonymitet. Målet er på et eller andet tidspunkt at bekende kulør for kæresten, der tror, at Wade er død.

Et rasende tempo
Så går det ellers i allerhøjeste grad over stok og sten, i et rasende tempo og med helt enorme mængder computergrafik, biljagter og blodige dueller i en ren actionheksekedel. Formildet til dels af den omtalte selvironi, for "Deadpool" indrømmer ofte de mange klichéer, bl.a. fordi Wade ind imellem taler direkte til publikum.

Bulder og brag
Således kan han også bede filmen direkte om underlægningsmusik, når han finder denne påkrævet, igen et tegn på, at folkene bag trods alt er opmærksom på den megen bulder og brag. Men derfor fylder filmen alligevel (for) meget i både billede og lyd.

Herligt bramfri
Bedst fungerer herlighederne, når humoren rammer et lille minefelt af lavplat prutte- eller onanihumor. Her kan "Deadpool" være bramfri og overskrider alverdens grænser for pli og Hollywood-dannelse. Ryan Reynolds trives tydeligvis i den actionkomiske titelrolle, men "Deadpool" er ikke en skuespillernes film. Hertil er indpakningen for bombastisk og selvbevidstheden for eklatant – til trods for den hæderligt forsøgte ironiske distance.