Blackway (2015)

    En forulempet kvinde allierer sig med en lokalkendt for at få skovlen under områdets samvittighedsløse skurk.


    TABT UNDERKÆBE

    Helt ubønhørligt ringe amerikansk thriller, iscenesat af den svenske succesinstruktør, Daniel Alfredson og fotograferet af danske Rasmus Videbæk. "Blackway" fejler fatalt på alle parametre og rummer ikke én eneste formildende omstændighed.

    En form for lødighed?
    Med Anthony Hopkins øverst på rollelisten forventer man vel trods alt en eller anden form for lødighed. Manden har oven i købet produceret filmen og må vel for fanden have valgt at stille op for andet end de blotte penges skyld?

    Dybt at falde
    Hvorom alting er lykkes det Hopkins at synke så dybt i rollen som den aldrende skovarbejder, Lester, at det når næsten ligeså pinlige "højder" som hos Julia Stiles i rollen som Lillian. Kønt er det ikke, og det gælder for hele filmoplevelsen fra a-å.

    En væmmelig lokalskurk
    Lester lader sig overtale af Lillian til at tage ud i ødemarken for at lede efter banditten Blackway, områdets berygtede (voldtægts)forbryder, som ingen tør røre ved. Men eftersom Lillian ikke sådan lader sig tryne, må Lester i arbejdstøjet, og måske kan de sammen gøre det af med væmmelige Blackway (Ray Liotta er "vældig opfindsomt" castet til denne rolle).

    Udtalt stivhed
    Filmen er så stiv i alt fra skuespil til klipning, at man næsten kan høre et knæk, hver gang der skiftes scene. Læg hertil niveauet af kliché og stereotypisering og vi har en 0-stjerners filmoplevelse.

    Ynkværdigt automatiseret
    Replikkerne falder ynkværdigt automatiseret, og det lykkes ikke tilnærmelsesvis Daniel Alfredson og hans til dels nordiske filmhold at indfange en troværdig stemning omkring skurken Blackway og hans gemmesteder. Det burde ellers ligge lige for med mørke skove og lange øde landeveje med tågebanker i horisonten.

    Ingen sammenhængskraft
    Her søger den danske cheffotograf Rasmus Videbæk forgæves efter en visuel identitet i en film, der tilsyneladende vil ad alt andet end sammenhængskraftens vej. Handlingen stikker i flere mildt sagt gustne retninger, og hverken dramaer eller thrills følger en egentlig narrativ spændingskurve, andet end i små flakkende enklaver.

    Tabt underkæbe
    Slutningen er også et mærkværdigt mysterium og et stilstudie i vaklende iscenesættelse. Anthony Hopkins har tabt underkæben og glor tomt ud i luften, nærmest som et guldindfattet billede på filmens generelt bøvede attitude.

    Skudt med haglgevær
    Man venter ellers på endnu en trold fra æsken. Selvom skurkene er skudt med haglgevær, har de jo en tendens til lige at live op igen og udfordre heltene endnu engang. Men nej, Hopkins’ bøverkæbe afrunder filmen.

    Musikken sætter dagsordenen
    Der er smæk for skillingen i Anders Niskas og Klas Wahls nærved konstante underlægningsmusik (i øvrigt indspillet med medlemmer af Sveriges Radios Symfoniorkester). Musikken er tilstede stort set konstant og sætter dagsordenen for alle tænkelige og utænkelige stemninger.

    Relativt uspoleret optræder 90-årige Hal Holbrook i en ubetydelig bessefarbirolle.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2015, USA, Thriller, Action, 90 min.

    Dansk titel: Go with Me
    Instr: Daniel Alfredson Prod: Rick Dugdale, Ellen Goldsmith-Vein, Anthony Hopkins, Gregory Jacobs Manus: Joe Gangemi, Gregory Jacobs Baseret på: roman af Castle Freeman Jr. Foto: Rasmus Videbæk Klip: Håkan Karlsson Mus: Anders Niska, Klas Wahl
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation