Quand on a 17 ans (2016)

André Téchiné har specialiseret sig i teenagedramaer med et homoseksuelt twist gennem rigtig mange film, og "Quand on a 17 ans" er hans friskeste og måske også enklest tilgængelige til dato.

Slåskampe på stribe
Det er historien om to franske teenagere, Damien og Thomas, der går i samme klasse, men tilsyneladende ikke har ret meget til fælles. Faktisk farer de altid i totterne på hinanden ved enhver given lejlighed, og de må skilles ad og irettesættes fra højeste sted på skolen, men lige meget hjælper det.

Seksuel tiltrækningskraft
Da drengene ad omveje alligevel tvinges til at samarbejde, kan der endelig banes vej for den virkelige og bagvedliggende spænding, og dén består i en gensidig seksuel tiltrækningskraft, som de begge har haft yderst vanskeligt ved at acceptere.

Betagende poetisk
Skudt i smukke sydfranske bjerglandskaber står Téchinés film både knivskarpt og betagende poetisk. Landskaberne er en bevidst og meget fin medspiller i det fortættede og seksuelt højspændte drama. Denne naturlige ynde kan nærmest være medvirkende til den endelige forløsning, som filmen så gerne vil munde ud i.

Relativt mainstream
Man må sige, at filmen går relativt mainstream til værks, og den drengede forelskelse bør da også have bred appeal, som den bliver serveret i en oprigtig og varm historie, der viger langt uden om stemte s’er og løse håndled – og gudskelov for det!

Spændt til det yderste
Følelsesregistrene er spændt til det yderste, men det forbliver i den bagvedliggende spænding og træder ikke ud og forstyrrer filmens form. Hér holder Téchiné sig næsten helt på måtten. Undtagelsen er en afrikansk klingende popsang, der et par gange helt malplaceret pludselig overdøver enhver ægthed, og dét alene skæmmer filmen en stjerne ned.

Lynende teenageøjne
De på alle måder lynende teenageøjne er især betagende hos Kacey Mottet Kleins Damien. Hans talent så vi allerede i Ursula Meiers fremragende schweiziske bjergdrama L'enfant d'en haut (2012).

Hemmelighedsfuldt smil
Klein er eminent til at skyde enhver mørknæet tilskuer i sænk, alene i effekten af at slå blikket ned med et hemmelighedsfuldt smil. Han får meget flot modspil fra Corentin Fila, der dog har et knap så stort register i rollen som Thomas. Sandrine Kiberlain er den hårdt prøvede mor til Damien – med en mand i krig og en søn, hun forsøger at afkode. En meget fin og nuanceret præstation.