All or Nothing (2002)

    En lille engelsk familie er tæt ved at gå i opløsning midt i hverdagens ulidelige tristesse, men pludselig sygdom kan måske ændre ved det.


    MIKE LEIGHS HIDTIL BEDSTE FILM

    Mike Leighs bedste film til dato bringer os dybt ind under huden på en ramponeret engelsk familie i et trøstesløst boligkompleks: Faderen er taxichauffør på deltid, han kan ikke tage sig sammen til at stå op om morgenen.

    To fede børn
    Moderen er kassedame i et nærliggende supermarked. Hun har for længst opgivet sin mand; deres forhold fungerer overhovedet ikke. Deres overvægtige datter, Rachel, arbejder flittigt som rengøringsassistent på et plejehjem, mens den endnu kraftigere søn, Rory, flader ud foran fjernsynet dagen lang.

    I farezonen
    Hvad der måtte være tilbage af familiesubstans synes at være i farezonen. Rory er dybt umulig og behandler sin mor som det skidt, han træder på. Faderen kigger bare forhutlet ned i sin tallerken. Rachel lægger sig op og læser i en bog. Moderen lukker sig inde i sig selv.

    Da Rory en dag pludselig får et hjerteanfald, vendes der op og ned på hverdagen, og der bliver en lille åbning, der måske kan udnyttes mod bedre tider for den hårdt prøvede familie.

    En følelsernes film
    Seje actiondrenge og hårdkogte militærtøser kan godt stå af hér. "All Or Nothing" er en følelsernes film, og Mike Leigh har ikke tidligere præsteret følelsesskildringer med så stor effekt.

    Raffineret tragikomik
    I en dybt raffineret tragikomisk stemning skaber Leigh en film af lige dele sorrig og glæde, selvom glæden lader vente længe på sig.

    I fin balance
    Historien er i fin balance. Personinstruktionen er fantastisk. Alle skuespillere har tydeligvis forstået deres rolle fuldstændigt og leverer uhyggeligt stærke præstationer på hver deres måde.

    Smuk forløsning
    Mike Leighs historie kunne være taget ud af mange familiers triste hverdag. Trøstesløsheden hersker i lange sekvenser, derfor er forløsningen så meget desto smukkere, da den endelig kommer ud af det blå.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2002, Storbritannien, Frankrig, Psykologisk drama, 123 min.

    Dansk titel: All or Nothing
    Instr: Mike Leigh Prod: Simon Channing-Williams Manus: Mike Leigh Foto: Dick Pope Klip: Lesley Walker Mus: Andrew Dickson
    Priser
    • CAN-N - Palme d´Or-nominering