Sweet Sixteen (2002)

    15-årige Liam kæmper en hård kamp i en skotsk by, hvor narkokriminaliteten får tag i ham. Men snart kommer moderen ud af fængslet, og så bliver alt godt..?!


    HØJDRAMATISK SOCIALREALISME

    Ken Loach har skabt et højspændt socialrealistisk drama fra Skotland, hvor den 15-årige, Liam, er ude i noget værre snavs som narkosælger med forbindelser til branchens hårde kerne.

    Leger med ilden
    Liam leger med ilden, fordi hans mor sidder i fængsel og snart bliver løsladt. Han vil gerne give hende en god start, når hun kommer ud, så der skal spares penge sammen til at købe en husvogn.

    En ung pusher
    Sammen med vennen, Pinball, cruiser Liam rundt i byens gader og sælger stoffer til narkomanerne, men da først han kommer i forbindelse med kriminalitetens hårde kerne, begynder det at gå rigtigt skævt.

    "Sweet Sixteen" forsøger at balancere mellem det rå og barske og det sarte og kærlige. Det lykkes ikke.

    Sympatien udebliver
    Filmen er gennemført rå og larmende og giver sig aldrig tid til at dvæle eller søge dybere ind bag narkofacaden. Det resulterer i, at hovedpersonen ikke opnår den fornødne sympati hos tilskuerne. Man får ikke lov til at forstå den dybere mening.

    Masser af "fucks"
    I stedet kastes man rundt i ensartede begivenheder, der hurtigt bliver monotone, og det gavner ikke filmen meget, at hvert andet ord i hver eneste dialog indeholder ordet fuck, selvom det nok er tænkt som et ekstra pift til det socialrealistiske troværdighedsbarometer.

    Martin Compston er trods den utaknemmelige hovedrolle meget stærkt spillende.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2002, Storbritannien, Tyskland, Spanien, Drama, Krimi, Teenagere, 102 min.

    Dansk titel: Sweet Sixteen
    Instr: Ken Loach Prod: Rebecca O´Brien Manus: Paul Laverty Foto: Barry Ackroyd Klip: Jonathan Morris Mus: George Fenton
    Priser
    • BD-N - Bedste ikke-amerikanske film
    • CAN - Bedste manuskript
    • CAN-N - Palme d´Or-nominering
    • RB-N - Bedste ikke-amerikanske film