8½ (Otto e mezzo) (1963)

    Filminstruktøren Guido Anselmi forsøger forgæves at finde ro til arbejdet med sin nye film. Han bliver forstyrret af bl.a. producenten, sin kone og elskerinde.


    TUNG SKØNHED

    Federico Fellini er en af de meget få instruktører, der har kunnet tillade sig at være egocentriker i sin filmskaben: han er en af de ensomme, store, ubegribelige, der anvender filmen og dens fortælletekniske muligheder, som om den var lavet til ham personligt.

    Fellini var ligesom Ingmar Bergman og Charles Chaplin en instruktør af et sådant format, at han kunne overbevise om sit eget genis berettigelse - ofte dog med en masse besvær og frustrationer, når det kom til indspilningsfasen.

    Egotrip fra tidløs filmskaber
    Fellinis film "8½" (der angiveligt har fået den særprægede titel, fordi Fellini selv mente at have drejet 7½ film før denne) er ét stort egotrip fra en tidløs filmskaber: Fellini kaster malingen op på det store hvide filmlærred som et vidnesbyrd fra hans tankeverden. Filmen bliver et kunstværk med et kompromisløst personligt udtryk. Man skal som publikum fra scene ét være sporet ind på dette, ellers får man overhovedet intet ud af "8½".

    Historien kredser om den intellektuelle instruktør Guido Anselmi (Marcello Mastroianni), der har alle aftalerne i hus omkring sin nye storproduktion.

    Men han bliver hele tiden forstyrret af producenten, manuskriptforfatteren, sin mistroiske kone og den håbløst overfladiske elskerinde. Alle vil de i kontakt med ham, og Guido ender i en eksistentiel krise, der smitter af på hans kreative evner.

    "8½" kan ikke under nogen omstændigheder kaldes en letløbende film. Manuskriptet er ikke nemt at gå til, fortællestilen er springende, urolig, stil- og genreforvirrende, mærkværdig og søvndyssende.

    Fascinerende kunstværk
    Alligevel er filmen et sjældent fascinerende kunstværk, som mange filmelskere betragter som et af filmhistoriens største mesterværker. En film som "8½" burde logisk set ikke have en jordisk chance for at nå et større publikum, men forbløffende nok har filmen vist sig at holde sin styrke og et stort publikum verden over.

    Måske skyldes succesen at publikum æder kunstfilm som 8½ råt - "endelig et filmværk, der er noget ud over det sædvanlige" - som er en direkte pendant til et malet lærred eller komponistens noder.

    Billedligt placerer "8½" sig i eliten, og går man i krig med analyser af Fellinis kompositioner, kommer man hurtigt på spændende overarbejde. Fellini benytter i "8½" gennemgående en hvid baggrund som et af de midler, hvor det gøres klart for tilskueren, at det der sker på lærredet, opleves subjektivt, set gennem hovedpersonen Guidos øjne.

    Evige konturer
    Kontrasten mellem sort og hvid er uhyggeligt bevidst hele filmen igennem, så personerne og begivenhederne borer sig fast i nethinden som evige konturer. Fellinis fremstilling af sex som noget syndigt; et lidt dystert ritual, som Guido deltager i, forklares i "8½" freudiansk i flashbacks til Guidos barndom, hvor en gruppe drenge betaler en voluminøs kvinde for at fremvise sine attributter

    Fellini er i sine billeder ikke hæmmet af misforstået diskretion eller uskrevne regler for, hvad man kan tillade sig at vise på film. For Fellini er diskretion ikke en æressag, men derimod en katastrofe, derfor nyder han at kunne fremvise personerne i sine film som medvirkende i det cirkus, hans verden er.



    Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1963, Italien, Drama, Romantik, 138 min.

    Dansk titel:
    Instr: Federico Fellini Prod: Angelo Rizzoli Manus: Ennio Flaiano, Tullio Pinelli, Federico Fellini, Brunello Rondi Foto: Gianni Di Venanzo Klip: Leo Cattozzo Mus: Nino Rota
    Priser
    • AA - Bedste udenlandske film
    • AAN - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste originale manuskript
    • AAN - Bedste scenografi
    • AA - Bedste kostumedesign
    • BD - Bedste europæiske film