Medea (tv) (1988)

    Medea har ofret alt for sin mand. Nu har han forladt hende for at gifte sig med korintiske kong Kreons unge datter. Medea vil have hævn.


    ET AF TRIERS HOVEDVÆRKER

    Det brede publikum har næppe kendskab til Lars von Triers tv-produktion "Medea", men filmen har så absolut heller ikke nogen bred folkelig appeal. Det er i mange henseender Triers mest personlige og indadvendte film og samtidig hans mest overbevisende hilsen til de store filmiske forbilleder Dreyer og Tarkovskij.

    Æstetisk kommunikation
    Triers intentioner med "Medea" er en ren æstetisk kommunikation. Trier vil ikke blot kommunikere et indhold, men ønsker også at frembringe en stærk oplevelse hos tilskueren. Og ønsket om at frembringe en sådan oplevelse vanskeliggør modtagelsen for derved at skabe forskellige former for spænding, usikkerhed osv.

    Efterladt Dreyer-manus
    Trier har hentet direkte inspiration i Carl Theodor Dreyers efterladte manuskript til en film, han ikke nåede at realisere. I begyndelsen af filmen proklamerer en tekst, at det ikke er Triers intention at kopiere eller plagiere Dreyer, men at "Medea" er ment som en kærlig hilsen til mesteren.

    Uudslukkelig hævntørst
    Historien bygger på Euripides skuespil. Medea (Kirsten Olesen) har ofret alt for sin mand Jason (Udo Kier), med hvem hun har to sønner. Da Jason for at få magten gifter sig med kong Kreons unge datter og dermed svigter sin kone, står Medea tilbage med en uudslukkelig hævntørst.

    Hun får et døgn af kongen til at forlade landet med sine børn, men Medea udtænker en frygtelig hævn.

    Æstetiske sanser
    "Medea" er en film med et sparsomt narrativt forløb. Triers fortolkning er en subjektiv lyrisk indføring i det historiske univers, og filmen appellerer helt og holdent til tilskuerens æstetiske sanseapparat.

    Smukt & gribende
    Ved hjælp af ekstreme og dog ganske enkle stemningsskabende virkemidler formes en verden så smuk og gribende, at man mangler ord. Det er en æstetisk fuldkommen oplevelse, hvor de enkelte billeder og scener skaber ultimativ fascination.

    Uforståelig fortællestil?
    Mindre trænede tilskuere vil ikke besidde de nødvendige tematiske kategorier til at bringe orden og mening i filmens associationer, og de vil som oftest forkaste film som denne, fordi de synes, den er kedelig og fordi der ikke er klare handlinger. Filmen opleves som værende uforståelig.

    Mørke, tåge, regn og komplekse skygger
    I skabelsen af de ubeskrivelige stemninger benytter Trier scener, der er karakteriserede af fænomener som mørke, tåge, regn, komplekse skygger eller forvirrende ansamlinger af objekter med uklare gensidige afgrænsninger.

    Fortolkningslyst
    Disse virkninger begrænser tilskuerens forståelsesmæssige adgang til rummet og skaber herved en stærkere følelse af nysgerrighed og fortolkningslyst: scenerne er uafklarede, markant tvetydige, og handlingen er kun en slags anledning til tilskuerens udlevelse af sine mentale evner, der overskrider den ydre verdens begrænsning.

    Kompromisløst kunstnerisk
    Trier er fra første til sidste scene kompromisløst kunstnerisk indstillet. Scenerne bliver så nærværende, så stoflige, at man næsten kan lange ud og røre begivenhederne, føle vinden, smage dråberne.

    Markante stemninger
    Grundigheden i og bevidstheden omkring belysningen skaber markante stemninger, der skiller sig helt ud fra al bred almindelighed og går stik imod alle regler for lyssætning og fortælleteknik på film.

    Følelsestyngde
    Modlys, tåge, uskarphed og et udefinerligt lydspor med teatralsk tale og følelsestung musik skaber en dramatisk følelse af tomhed og uendelighed. Denne kulisse står så uhyggeligt stærkt til historiens voldsomhed og ækelhed.

    Stoflighed & uafklarethed
    I den svært forklarlige blanding af stoflighed og uafklarethed mødes alle sanser i en fuldkommen synæstesi, og det er sjældent man føler sig så nærmest 'kødeligt' forbundet med en film, at man er med i krop og sjæl i alle scener.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1988, Danmark, Psykologisk drama, Historie, 75 min.

    Dansk titel: Medea (tv)
    Instr: Lars Von Trier Manus: Preben Thomsen, Lars von Trier Baseret på: skuespil af Euripides og manuskript af Carl Theodor Dreyer Foto: Sejr Brockmann Klip: Finnur Sveinsson Mus: Joachim Holbek