Persona (1966)

    En ung sygeplejerske påtager sig at passe en skuespillerinde, der ikke har sagt et ord i årevis, på en øde landejendom.


    BILLEDER PÅ TAVSHED

    En af de Bergman-film, der høstede størst international ros, er dette sært og sart surrealistiske drama om to kvinder, hvis personlighed smelter sammen.Med begavet brug af lys og skygge skaber Bergman et kunstnerisk fascinerende udtryk, der understøtter ønsket om at fortælle et filmisk digt.

    Tydeliggjort distance
    Filmen begynder yderst avantgardistisk og i en tydeliggjort distance til filmmediets normale sluttede romantiske realisme. Sære sammenklipninger og referencer til tidligere Bergman-film,  tydeliggørelser af mediets tilstædeværelse og påtrængende musik fører tilskueren ind i et univers af mystik og forundring.

    Den tavse skuespillerinde
    Herefter starter filmens egentlige handling. Den unge sygeplejerske Alma (Bibi Andersson) har påtaget sig opgaven at passe skuespillerinden Elisabeth (Liv Ullmann) i en landejendom på en øde beliggende ø.
     

    Larmende tavshed

    Skuespillerinden har af uforklarlige årsager valgt ikke at sige et ord siden en teaterforestilling, og tavsheden bliver mere end larmende i det intime og isolerede samvær mellem de to kvinder.
     

    I tvivl

    Snart stiger vanvidet og ensomheden Alma til hovedet. Da hun konstant bliver mødt at tavshed og selv krænger sin egen personlighed ud, ender det med, at hun snart bliver i tvivl, om hun selv er skuespillerinden Elisabeth.

    Den tavse identitet
    "Persona" er en af filmhistoriens mest gennemfortolkede film, idet den lægger kraftigt op til psykoanalytiske diskussioner. Hvis er egentlig den tavse indentitet, og hvor ender og begynder vanvidet? Filmen forklarer intet men åbner mange døre på klem for en ivrig analytiker. Måske er det tosset at begive sig ud i en analyse af filmens budskab. Det giver i hvert fald ikke nogen forklaringer på den kryptiske og indadvendte historie.

    Et filmisk digt
    Hvad der til gengæld giver mening er at se "Persona" som et filmisk digt; abstrakt og til åben tolkning. Der er dybest set tale om noget så uskyldigt som en leg med filmmedie ts rammer og konventioner, i det fortælletekniske såvel som i det dybereliggende betydningsdannende lag.

    Illusionsbrud
    Leg eller måske endda provokation. Hvor "Persona" afgjort er et filmisk kunstværk af teknisk perfektion, er det også en film, der på den tydeligst tænkelige facon bryder med filmmediets illusion.

    Alvoren skåret i stykker
    Halvvejs inde i filmen lader Bergman billedet af en fastbrændt filmstrimmel skære alvoren over i to stykker. Det er både et effektivt brud men også en distancerende kommentar til den intellektualisme, som hele historien læner sig op ad.

    Billeder på tavsheden
    Hvor filmen står stærkest er i de dialog- - eller snarere monolog- løse scener. Bergmans og fotografen Sven Nykvists dramatiske brug af lys og skygge i og omkring den øde beliggende ejendom bliver skræmmende billeder på den larmende tavshed. Både Bibi Andersson og Liv Ullman præsterer helt uforligneligt skuespil i de primært nærbilledlige portrætter.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1966, Sverige, Psykologisk drama, Thriller, Børn på film, Coming of Age, 80 min.

    Dansk titel: Persona
    Instr: Ingmar Bergman Prod: Ingmar Bergman Manus: Ingmar Bergman Foto: Sven Nykvist Klip: Ulla Ryghe Mus: Lars Johan Werle
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • GULDB - Bedste film
    • GULDB - Bedste skuespillerinde (Andersson)