Gomorra (2008)

Den stærkt anmelderroste "Gomorra" er Italiens seneste selvransagende filmvoldsværk , der går bag facaden på mafiaen og skildrer den med vold, magt, skudsalver og bævrende frygt. Filmens multiplot bringer os via fem forskellige historier ud i forskellige kroge af den frygtede Napoli-mafia, Camorraen.

At se op til mafiaen
Hvor filmen er stærkest og absolut mest vedkommende er i de fine og følelsesladede portrætter af de unge drenge og mænd, der ser op til de ældre i mafiaen og ofrer deres liv i den dårlige sags tjeneste.
 

Lammende frygt

Historierne med de unge mænd fungerer, fordi den lammende frygt kombineret med det store adrenalinsus skaber en splittelse og en disharmoni, der når ud blandt publikum gennem dygtigt instruerede unge mænd.

Sammenbidt falliterklæring
Det er frygten, vi kan mærke - bag den hårde og skarpladte facade. Og det fører til stærke og mindeværdige scener, hvor instruktøren i meget fine stilistiske krumspring inddrager naturen og den menneskelige afmagt i en slags evigt øjeblik af sammenbidt falliterklæring over for det gode liv.
 

Ingen samlende tråd

Men filmen er desværre langt fra gennemgående velfungerende. De fem forskellige historier, der alle er dele af et større fælles plot, har ikke rigtigt nogen samlende tråd andet end mafiaen, og filmen bliver som helhed langt mere en rækkende strittende vidnesbyrd på gru og magt, end en egentlig sammenhængende nervepirring.

Markant forskellighed
Fordi forskelligheden og intensiteten i de fem strittende ’fingre’ er så markant, forekommer de over 2 timers spilletid mere end en halv time for meget, og man udser sig sine favoritpersoner - sit favotitdelplot, som man håber, at filmen snart igen vil vende tilbage til, så man kan blive grebet, at det, der synes at betyde noget for filmens fremdrift og identitet, nemlig de omtalte historier med de unge drenge og mænd. "Gomorra" har sine barske og rå øjeblikke men er langt fra så uafrystelig, som der i mange sammenhænge lægges op til.

Mere stereotypt end overrumplende
Meget af tiden synes at gå med at bringe revolverfægtende håndlangere ind og ud af lokaler, at råbe og skrige og at agere usårlige magtmænd. Det bliver i længden langt mere stereotypt end overrumplende, og efterteksternes hårde facts om mafiaens hårdhed gør ikke det store indtryk, som de burde. Filmen er generelt dejligt befriet for filmmusik.