Headhunter (2009)

    En dygtig headhunter hyres af en af landets mægtigste mand til at skaffe en efterfølger, der kan overtage firmaet, uden at sønnen får noget at vide.


    MAGTLIDERLIGHED

    Rumle Hammerich er nedkommet med dette sterile amerikana-drama om magtliderlighed i Danmark, og "fødslen" bør gå i glemmebogen.

    I en mere end almindeligt gennemført Hollywood-stil med kraftige klichéer, stereotype karakterer og i en dyr og steril stilistisk glanspolering former Hammerich en række dramatiske begivenheder ganske blottet for både gnist og charme.

    Headhuntet headhunter
    Skal man redde sig selv, verden eller bukke under for overmagten? Det bliver et af de store spørgsmål for filmens hovedperson, Martin Vinge.

    Han bliver headhuntet af Danmarks mægtigste mand, skibsrederen N. F. Sieger, der på sine gamle dage har brug for en headhunter til at skaffe en ny direktør til firmaet.

    Sieger vil nemlig ikke have, at sønnen skal overtage firmaet. Men sønnen må for enhver pris ikke vide, at han har tænkt sig at gå bag om ryggen på ham.

    Martin Vinge bliver imidlertid kontaktet af netop Siegers søn, der ved alt om faderens planer, og som nu påstår at faderen er senil, og at Vinge derfor må hjælpe ’de unge’ med at lægge planer for rederiets fremtid.

    Vinge klemt mellem to negle
    Vinge er klemt mellem to negle - eller vinger om man vil - hvor det hverken er nemt at vælge side eller stå fast, og Vinge får et problem, der er til at tage og føle på.

    Rent dramaturgisk bliver disse vanskeligheder også ganske tydelige i Hammerichs fantasi- og kønsløse iscenesættelse, der netop lægger al vægten på formen i stedet for indholdet og den menneskelige dybdeskarphed.

    Kunstigt, ikke kunstnerisk
    Masser af mægtige kamerabevægelser, fikse klip, grundigt opstillede trepunktsbelysninger og - ikke mindst - særdeles svulstigt lyddesign og korbelagt filmmusik af Jacob Groth, er alle meget tydelige eksempler på Hammerichs kunstige og ikke kunstneriske tilgang til filmmediet.

    Stift og skematisk
    Det skaber en meget stiv og skematisk historie, hvor begivenhederne falder i hak med et nærmest hørbart ’klik’, efterhånden som Hammerich har kunnet krydse dem af på sin tjekliste.

    Lukket muslingeskal
    I overført betydning kan man sammenligne Hammerichs film med en muslingeskal, der under ingen omstændigheder har tænkt sig at åbne sig og blotte det mere sårbare kød, eller indholdet.

    Ikke noget at sige til, at skuespillet i mange henseender bliver ligeså stift som skallen - undtagelsen er et fornøjeligt gensyn med Henning Moritzen, der gør en skøn figur som gamle Sieger.

    Tyndt dramaturgisk grundlag
    Dybest set synes en syg dreng i filmens plot at være eneste argumentation eller retfærdiggørelse for hovedpersonen Vinges engagement i rederiets spil. Det er en anelse tyndt grundlag, filmens heftige dramaturgi hviler på.

    Filmen vil uden tvivl blive kendt som dén med den ublufærdige inspiration fra forholdene bag facaden på A. P. Møller/Mærsk-koncernen, hvor magt og penge ifølge Hammerich synes at overvinde alt.

    Med mange ikke videre originale locations fra det moderne København - og jo: computere, mobiltelefoner og anden elektronik siger summende lyde også i denne film!


    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2009, Danmark, Thriller, 110 min.

    Dansk titel: Headhunter
    Instr: Rumle Hammerich Prod: Åke Sandgren Manus: Rumle Hammerich, Åke Sandgren Foto: Dan Laustsen Klip: Camilla Skousen, Henrik Thiesen Mus: Jacob Groth
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • RB - Bedste skuespiller (Mikkelsen)
    • RB - Bedste birolle skuespiller (Moritzen)
    • RB-N - Bedste instruktion
    • RB-N - Bedste birolle skuespillerinde (Munch)
    • RB-N - Bedste manuskript
    • RB-N - Bedste fotografering
    • RB-N - Bedste lyddesign
    • RB-N - Bedste klipning
    • BD-N - Bedste film
    • BD-N - Bedste skuespiller (Mikkelsen)
    • BD-N - Bedste birolleskuespiller (Harris)
    • BD-N - Bedste birolleskuespiller (Moritzen)