Husmandstøsen (1952)

    Livet går sin gang på den jyske hede, hvor tjenestepigen Helga kastes rundt i manegen, før hun endelig finder vej til lykken.


    DRAMA PÅ HEDEN

    Ærligt og jordnært fortalt drama om de store følelser langt ude i det øde og barske hedeland omkring år 1900.
     

    På grænsen til det karikerede

    "Husmandstøsen" balancerer på grænsen til det karikerede men tipper aldrig over, takket være det fint afmålte portræt af gudsfrygt, landlig indspisthed og familiær forstokkethed.

    Mindre glat end Korch
    Noget mere seriøs og langt mindre glat end det Morten Korch’ske handlingsforløb, rummer "Husmandstøsen" alligevel samme kantede personligheder og dramatiske udviklinger.
     

    En værre suppedas

    Tjenestepigen Helga havner i en værre suppedas, efter at hendes husbond har voldtaget hende i høet. Nu ser landsbyens folk skævt til hende, og det er kun takket være familien på Torpegård og deres store hjerter, at Helga ikke bliver frosset fuldstændig ude af samfundet.
     

    Havner bag tremmer

    Skæbnen vil, at sønnen på Torpegården, som Helga er forelsket i, havner i et slagsmål. Da han var meget fuld, husker han ikke, om det var ham, der kom til at slå en mand ihjel. Men beviserne peger på ham, og han havner bag tremmer. Men Helga har set noget, der kan frikende ham: nu er det blot et spørgsmål om at finde beviserne, så kærligheden kan strømme frit over høstakke og stråtækte tage.

    Omklamrende - grænseløst
    Alice O´Fredericks indfanger fint det omklamrende, lukkede lilleputsamfund og sætter det stærkt op imod de grænseløse hedelandskaber. En sølle misforstået og udstødt skæbne må lade hedens vind tage imod frustrationerne.
     

    Fine locations

    En række fine on location-optagelser tilfører filmen en ikke ubetydelig autenticitet: de fleste hestevognskørsler har sågar kameraet med ved tøjlerne til at indfange bl.a. Ib Schønbergs harmonikaspillemand, Sorte Niels.

    Følt gårdejerportræt
    Netop Schønberg har glimt i øjet og varm udstråling i rollen som den livskloge observatør. Men det er Johannes Meyers hjertelige gårdejer Torpegaard, der udgør filmens mest følte portræt.
     

    Smittende kærlighed

    Også Helga Friers varme og stolebundne Ingeborg Torpegaard er fuld af smittende kærlighed. Nina Pens Rode kan opleves i en af sine meget få roller, hér som snob med attitude - og et stort hjerte gemt bag facaden.
     

    Relativt nedtonet musik

    Poul Reichhardt og Grethe Thordahl lever sig fint ind i rollerne; Thordahl med noget mere nuanceret spil. Sven Gyldmarks forudsigeligt svulstige filmmusik er relativt nedtonet og rummer, hvis man lytter efter, oven i købet en pæn tematisk ordning.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018