De fem og spionerne (1969)

    Fire raske sommerferieunger og en schæferhund får færten af lyssky affærer og knalder deres egen privatlærer med håndlangere.


    STIFT & SKEMATISK

    Sammenhængende film:
    De fem og spionerne (1969)
    De fem i fedtefadet (1970)

    "Der er 21 spændende De 5-bøger hos boghandleren - verdens mest læste børneserie!" Sådan proklameres det kækt i filmens pressemateriale, der også fyrer standard-sællerten "Den forrygende spændende og fornøjelige danske familie-farvefilm" af.

    Samtidig franchise
    I 1969, da denne første af to danske Enid Blyton-børnefilmatiseringer så dagens lys, var der stadig ivrige læsere til dén slags romaner, og bogen udkom da også straks med farveillustrationer fra filmen.

    Stiv & skematisk
    Lad det dog være sagt med det samme. "De fem og spionerne" er langt fra nogen dygtigt drejet (børne)film, dertil er den for stiv, skematisk og uinspireret. Men den rummer alligevel en lille smule individualistens charme: for det første den sidenhen internationalt berømmede filmfotograf Mikael Salomons interessante blik på de børnespændende begivenheder. For det andet en finurligt kantet birollepræstation af Ove Sprogøe.

    Færten af lyssky affærer
    De tre søskende Julian, Dick og Anne skal tilbringe sommerferien hos deres onkel Quentin, tanten Fanny og ikke mindst kusinen Georgina, der hellere lyder navnet Georg. Der er umiddelbart dømt idylliske lege og spændende skattejagt, men da privatlæreren Hr. Roland ankommer, får børnene og Georgs hund snart færten af lyssky affærer.

    Ganske tilforladeligt
    Børnespillet kunne have været meget værre og fungerer faktisk ganske tilforladeligt. Til gengæld er birollerne helt uden glimt i øjet, dog med undtagelse af Ove Sprogøes mærkeligt gnavne, uinteresserede og børneblinde onkel Quentin (med konstant skævslået og fedtet brille), en sær men også interessant rolle i Sprogøes filmografi.

    Komisk med engelske navne
    Helt urkomisk synes det, at man til den danske filmatisering har bevaret de engelske navne på alt fra børn over hunde til skurke. Det holder bogstavelig talt overhovedet ikke en meter, at sommerferieidylliske Karl Stegger hedder Hr. Sanders, fordybede Sprogøe onkel Quentin og lillebror i børneflokken Dick.

    Underjordisk klimaks
    Dramaet spidser til hen imod det underjordiske klimaks, hvor William Kisum, John Larsen og Ivar Søes skurke får, hvad de har fortjent på det hult klingende kulissegulv. Troværdigt er det ikke, men helt bestemt hæderlig børneunderholdning.

    Flot fotografering
    Mikael Salomons fotografering stikker helt af fra sammenhængen. Den er ganske enkelt langt flottere og mere opfindsom, end filmen er skabt til. Bertrand Bechs elektroalustiske underlægningsmusik er langt fra ueffen men også i alt for høj grad stemningsdikterende.

    Forbløffende positiv modtagelse
    Anmelderne var egentlig forbløffende positive over Katrine Hedmans instruktørdebut og leverede overskrifter som "Enkelte skønhedspletter, men velegnet for børn", "Sober, frisk og fornøjelig" og "Solid børnefilm: naiv og skematisk, men sikkert børnetilegnet filmatisering". Der var dog også enkelte ordlyde som: "Raske unger, men stivbenet handling", "En skuffende succes" og "Et underligt støvet produkt".



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1969, Danmark, Drama, Krimi, Børn på film, Dyr på film, 81 min.

    Dansk titel: De 5 og spionerne
    Instr: Katrine Hedman Prod: Just Betzer Manus: Katrine Hedman Baseret på: romanen "Five Go Adventuring Again" af Enid Blyton Foto: Mikael Salomon Klip: Werner Hedman Mus: Bertrand Bech