J’ai tué ma mère (2009)

Ualmindeligt moden spillefilmsdebut for den 20-årige instruktør, manusforfatter og hovedrolleindehaver, Xavier Dolan. Filmen, der er delvis selvbiografisk, runder mange skarpe kanter i forholdet mellem alenemor og teenagersøn, som det tager sig ud i et moderne Canada.
 

Skændes for et godt ord

Søn og mor skændes for et godt ord og går hele tiden fejl af hinanden i et mislykket parløb, hvor sønnen er godt i gang med at blive voksen. Så lidt taler de sammen, at moderen finder ud af sønnens homoseksualitet ved et akavet tilfælde. Og herfra tager dramaet kun til i styrke.

Ærligt udtryk
Det er en film med et ærligt og meget følelsesladet udtryk, som oftest eksponeret i lige dele tilsyneladende uløselig konflikt og introvert eftertænksomhed. Her veksler Dolan stemningsfuldt mellem kunstneriske intermezzi i små tekster og sort/hvide, ekspressionistiske selvportrætter i ultranær.

Tørt og oprigtigt
Men den primære fortællestil er tør og oprigtig, hele tiden i første række til det hormonelle drama, og med en veldoseret formidling af hovedpersonens seksualitet; delikat og raffineret.

Flammende kampe
Centralt for filmens stærke udtryk er de nævnte flammende kampe mellem mor og søn - spillet slår gnister. En anden væsentlig force ved filmen er de mange musikløse scener, der fremstår nøgent i en besættende ærlig intensitet. Desværre er der en tendens til øget brug af musik, efterhånden som filmen har taget sine afsæt og vikler sig ud mod mere generelle betragtninger på skæbnedansen.