Frihedens pris (1960)

    En ung frihedskæmpers sjælelige kvaler lindres, da han møder den smukke Lis. Men det farlige arbejde venter - med livet som indsats.


    PATOS-FERNIS

    Annelise Hovmand barslede her 15 år efter Danmarks befrielse med (endnu) en film om modstandsbevægelsens brave kampe under nazisternes besættelse. En patetisk tone slås an fra den dobbelt-teatralske prolog: først en ægte frihedskæmper fra dengang, der fortæller kameraet, hvor stort et indtryk, filmen har gjort på ham - og hvor vigtigt det er, at også nutidens unge får historien genfortalt.

    Indlednings-patos
    Denne virkelighedens frihedskæmper giver herefter bolden videre til Ghita Nørby, der i egen høje person (og ikke som en del af hovedrollen i filmen, der kommer) læser et Morten Nielsen-digt op for en større skare lyttere. Nielsen døde selv for Danmark under krigen.

    En ung frihedskæmpers historie
    Nu kan handlingen begynde. Og vi begynder med billedet af en veltrænet ung mandekrop. Den skal vise sig at tilhøre filmdebutanten, 23-årige Willy Rathnov, og herefter fortælles hans historie. Han kom ind i modstandskampen lidt ved et tilfælde, forelskede sig i Ghita Nørbys Lis, og havnede i kløerne på nazisterne.

    Springende handling
    Det er i grove træk grundsubstansen i den meget springende handling. Filmen sigter tydeligvis mere efter et bredt stemningsbillede end nærbilleder af hverdagsheltenes skæbner - i hvert fald bliver det meget svært at opnå bare et minimum af identifikation med Rathnov og co.

    Svag iscenesættelse
    Det skorter ellers ikke på fine navne i birollerne: Holger Juul Hansen er frihedskæmpernes organisator, Louis Miehe-Renard og Jørgen Ryg er begge sabotører, og Preben Lerdorff Rye hipomand. Men ingen af hverken de (hårdt optrukne) gode eller onde kræfter står stærkt i den svage iscenesættelse.

    Tiltænkt realisme
    For nok er det tydeligt at se, i hvilken retning af fransk inspireret realisme, filmen gerne bevæger sig - og enkelte af Karl Anderssons skarpt skårne sort/hvide billedkompositioner har da også nydeligt blik for grundskolet æstetisering - lige lidt hjælper det på den fraværende sammenhængskraft og den tykke fernis af patos.

    Uden gnisten af ægthed
    Replikkerne hører hjemme i det mørkest tænkelige eksistentielle skoledrama og har ofte karakter af "Vi skal jo alle dø"-floskler, som regel serveret helt uden gnisten af ægthed, og bliver heraf tåkrummende teatralsk. Det er en svær klods om benet på filmoplevelsen og hjælper heller ikke Rathnovs debut mod stjernerne, selvom han var et lyspunkt fremhævet i flere af samtidens dagbladsanmeldelser.

    Ufrivilligt komisk
    Det er pinefuldt på den ufrivilligt komiske måde, når Nørby og Rathnov udveksler forelskede replikker. Ligeledes en ellers tiltænkt højdramatisk scene, hvor den ellers stolte frihedskæmper græder sin angst ud i den unge kvindes kjoleskød.

    Ingen musikalsk gennemslagskraft
    Erik Fiehns musik har ikke rigtig nogen tematisk eller i det hele taget musikalsk gennemslagskraft. Positivt er det dog, at den ikke er splattet ud over hele filmoplevelsen.

    Blandet modtagelse
    I dagbladene var modtagelsen blandet: "Den nye modstandsfilm er trods store svagheden blevet et hæderligt arbejde, man kan være bekendt", "En betydelig dansk film med en bemærkelsesværdig debut" og "Ambitiøs og delvis vellykket."

    "Katastrofalt manuskript"
    I B.T. kunne man læse denne alt andet end rosende anmeldelse: Slet og ret en middelmaadig film. Det skyldes først og fremmest det katastrofale manuskript. Handlingen er usammenhængende, udramatisk og uinteressant. Hvor replikkerne ikke er hule, er de banale, og hvor de ikke er banale, er de overflødige. Hvad instruktionen angaar er det svært overhovedet taget at faa øje paa den. Temmelig ofte ved personerne overhovedet ikke, hvad de skal foretage sig, ingen synes at have fortalt dem det. Hertil maa føjes fantasiløs fotografering og haabløs klipning.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019