Beautiful Beings (2022)

Seks år efter den forførende spillefilmsdebut med Hjartasteinn (2016) bød islandske Guðmundur Arnar Guðmundsson op til en endnu en svingom med ungdoms-rastløshed og (gruppe)identitetssøgning – men resultatet er langt fra ligeså fuldblods-skønt som debuten.

Livlige drømme, der forudsiger fremtiden

Filmens originaltitel, "Berdreymi", betyder noget hen ad livlige drømme, der forudsiger fremtiden. Det er unægtelig noget lidt andet end "Beautiful Beings", der er blevet den internationale og også danske biografdistributionstitel.

Ikke smukke væsner

De fire teenagedrenge, der udgør kernegruppen i handlingen, er i hvert fald ikke smukke væsner i den mest klassiske betydning. Det kan godt være, at skønhed siges at komme indefra, men heller ikke denne kanal er frugtbar i filmens barske islandske setup.

Oplagt mobbeoffer

Den kejtede, bumsede og på alle måder forsømte dreng Balli er et oplagt mobbeoffer i skolen. Han er fuldkommen overladt til sig selv og bor med sin håbløse alenemor i et gudsjammerligt blikhus, der ikke har været gjort rent i flere årtier.

Kommer med en pris

Ganske uventet får Balli en chance, da de tre rastløse drenge Addi, Konni og Siggi "optager" ham i gruppen. Det er næsten ikke til at fatte, hvis venligheden ikke kommer med en pris, og snart begynder firkløverets oplevelser da også at blive mere og mere rå og ubarmhjertige.

Håbet er spinkelt

"Beautiful Beings" er grum socialrealisme med små krimi-afstikkere, og filmoplevelsen er bestemt ikke oplagt til søndagshygge med familien. Stemningen er tynget, håbet spinkelt, og perspektiverne på fremtiden mørkere end islandske uvejrsskyer. I øvrigt er den rå natur overraskende lidt i spil gennem handlingen.

Fortættet "socio-gys"

Det er desværre også i dette fortættede "socio-gys", at filmen tager munden for fuld. Overdrivelserne i drengenes hverdag er markante og ind imellem grænsende til det hyperventilerende – særligt bliver skildringerne af de voksnes (psykiske) lidelser, druk, stofmisbrug, mishandlinger og mangel på empati alt, alt for udpenslede.

For mange intentioner og ideer

Der er for mange intentioner og ideer i Guðmundur Arnar Guðmundssons eget manus, og historien opleves ofte som spredt fægtning, der kun sjældent kommer dybt under huden.

Ofte knugende intensitet

Det ændrer ikke ved, at intensiteten ofte er knugende, grænsende til det svært ubehagelige – manifesteret både i det udtalte fravær af underlægningsmusik, i Sturla Brandth Grøvlens nærheds- og teksturtætte fotografering – og ikke mindst i det eminente teenagedrengespil, der emmer af dyb indlevelse.