Logan Lucky (2017)

Stort oplsået, komisk funderet røveri-krimi med mange af instruktør/fotograf/klipper Steven Soderberghs velkendte aftryk: Høj grad af legelyst og heraf medfølgende underholdningsværdi i teknisk upåklagelige rammer.

Timet og tilrettelagt

Brødrene Jimmy og Clyde Logan (hhv. Channing Tatum og Adam Driver) har en plan, der skal gøre dem rige og uafhængige af hverdagens trædemølle. Under NASCAR-racerløbets baner gemmer sig et sirligt rørsystem, der transporterer omsætningen mod et særligt depot. Det bør være muligt at sende kontanterne i egen retning, men brødrene har brug for hjælp fra Daniel Craigs fængslede Joe Bang. For at få ham (ubemærket) ud af fængslet for at gennemføre røveriet kræves endnu en snorlige timet og tilrettelagt plan.

Blandt Soderberghs mere pjankede film

"Logan Lucky" hører til blandt Soderberghs mere pjankede film, og det er bestemt ikke alle steder, komedie-slagsiden står lige stærkt. Det skaber unødvendig ubalance i en ellers potentielt 100-oktans-tanket kriminalfilm. Allermest ødelæggende for den ellers både finurlige og teknisk monsterlækre filmoplevelse er dog de 24(!) rocksange, der akkompagnerer herlighederne i næsten én uendelighed. Det er rent ud sagt alt for meget af det "gode" og opleves mere end noget andet som et show-vindue for instruktørens(?) musiksmag.

Hårdt tegnet op

De dumme hovedrollefigurer er måske lige anelsen for hårdt tegnet op, personificeret primært i brødrene Logan og hjælperen Joe: Ingen af dem er skarpe knive i skuffen, og det bærer dialogen i dén grad præg af. Tydeligt er det, at d'herrer trives som fisk i vandet i den komiske udfordring, men nogen stærk gennemslagskraft har deres præstationer ikke.

Raffinerede påhit

De mange enkelte raffinerede påhit giver "Logan Lucky" farve. Det gælder alt fra fængselsscenerne til de store udfordringer under selve røveriet. Fælles for påhittenes gennemslagskraft er, at de fungerer bedst, når de centrerer sig om en reel genrespænding snarere end den let forstillede komik.