Mario (2018)

Dette schweiziske fodboldkærlighedsdrama, hvor to unge mænd erfarer, at de er kære i hinanden, vrider lidt i tabuet om homoer i macho-fodboldverdenen. Det er der kommet en sød, rolig og afmålt, men også meget lineær fortælling ud af.

Lever og ånder for fodbold

Mario lever og ånder for fodbold, men det dér med damer er ikke lige noget, han klarer med en glidende tackling. Måske vidste han det ikke på forhånd, men i hvert fald erfarer han – da han møder den jævnaldrende Leon, holdets nye co-angriber – at han er til fyre.

Et "lille" problem

Der er bare et "lille" problem: Da rygterne begynder at rase hen over grønsværen og gennem omklædningsrummet, kan det nok være, at både mobningen og de moralsk løftede pegefingre gør livet svært for de to mænd.

Rolig tilgang

Vindende ved filmoplevelsen er den rolige tilgang til det hæsblæsende kærlighedstema. Her er ikke megen virak i hverken det visuelle eller i lydbilledet – sidstnævnte trækker meget op, i og med at her næsten ingen underlægningsmusik er overhovedet.

Ultraforudsigeligt

Mindre æggende er manus og de betingelser, det ultraforudsigelige giver de empatisk hårdtarbejdende skuespillere. Det er her, det lineære så at sige vikler sig rundt om sig selv, og vi skal faktisk helt frem til den fine slutning, før der voves det mindste i retning af stof til tilskuerens egen dybere eftertanke. Bedst blandt spillerne er Max Hubacher (i titelrollen). Det var ham, der året forinden præsterede blændende i det sort/hvide krigsdrama Der Hauptmann (2017).