Fear Anxiety Depression (1989)

Instruktør og manusforfatter Todd Solondz spillefilmsdebuterede her med en "introvert farce", hvor han oven i købet selv spiller hovedrollen. Oplevelserne med optagelserne til "Fear Anxiety Depression" var ikke udelt æggende for den unge filmskaber, og han var tæt på at lægge filmkarrieren på hylden. Det skete heldigvis ikke.

Diminutiv succes

Den unge teatermanuskriptforfatter Ira Ellis (Solondz selv) er både kejtet, kikset og uden den helt store selvindsigt. Men han får alligevel opført nogle af sine stykker på de skrå brædder – med diminutiv succes. Bedre går det ikke i privatlivet, hvor Ira desperat forsøger at forstå ikke mindst kvindelige signaler.

Udtalt farcepræg

Ovenpå lidt flirts med kortfilmsformatet blev "Fear Anxiety Depression" ikke dén gennemslagskrafige spillefilmsdebut, som Solondz' senere værk ellers kunne indikere. Debutfilmen er i enhver henseende skinger, overstadig og genremæssigt uafklaret, selvom farcepræget er udtalt.

Fuldfedt kultkejtet

Solondz selv er ganske vist overbevisende som den fuldfedt kultkejtede Ira ved simpelthen at fyre max op under alle kedler på det bøvede og socialt hjælpeløse. Men stort set ingen roller omkring ham får nogen krop eller fylde, men agerer i stedet klovne i det i forvejen cirkusprægede.

Klovnerierne forstærkes

Tilbage er kun ganske små glimt af det senere så velkendte og vellykkede Solondz'sk kejtet-skæve. Kendetegnende for debutfilmen er også en lidt udtalt – og tilsvarende usikker – overanvendelse af underlægningsmusik, der også forstærker klovnerierne uhensigtsmæssigt.