Ruby Sparks (2012)

Tænk, hvis du kunne skrive dig til en lækker kæreste. Og altså ikke via en kontaktannonce eller via endeløst flirtende beskeder på en datingside. Nej, sådan rigtig forfatteragtigt: Skrive en babe eller stud, og så står hun/han lige pludselig lyslevende foran dig!

Fatter ikke en bjælde

Det er, hvad Paul Danos succesrige forfatter Calvin Weir-Fields oplever, og han tør ikke tro sine egne øjne. Til at begynde med er han bange for, at han er ved at blive vanvittig. Men da vennerne omkring ham også ser drømmekvinden, bliver Calvin først lettet... men så fatter han alligevel ikke en bjælde af det hele.

En lem på klem?

Men det er nok meningen med manuskriptforfatter og kvindelig hovedrolleindehaver Zoe Kazans fortælling: Måske er der alligevel en lem på klem til kærligheden for selv den mest (socialt) kejtede forfattertype. Også selvom fantasien muligvis hjælper lidt til?

Yderst hårfin balance

Det er denne hårfint forsøgte balance mellem fantasi og virkelighed, mellem alvor og komik, hverdagsbekymringer og semi-science fiction, som anmelderkorpset i vid udstrækning faldt i svime over ved "Ruby Sparks'" premiere.

Hverken balance eller troværdighed

Paradoksalt nok er der imidlertid ingen balance eller troværdighed over hverken fortællingen bag eller den filmiske eksekvering. Filmoplevelsen fedter som nedslidte bildæk i ubønhørlig pløre, med alt, hvad det fører med sig af stænk og splat i alle retninger.

Sødladen indstilling

For der er ingen tvivl om, at "Ruby Sparks" gerne vil sætte aftryk af originalitet og stof til eftertanke, men helt ærligt, det forhindres lige fra starten af en både sødladen indstilling til det "fantastiske" fantasi(?)-plot og – ikke mindst – af en nådesløst insisterende, komisk plat ladet underlægningsmusik.

Forstillet romantik

I dette set up har hverken betuttede Paul Dano eller über-pyssenyssede Zoe Kazan en chance for at ætse sig igennem. Det er og bliver en film, der pjattehoster sig gennem et fugtigt snottørklæde af forstillet romantik.