Stigmata (1999)

Der er en høj underholdningsværdi i at betragte dette udtalt patetiske religionsgys, som det er flettet rundt om Patricia Arquettes overfriske festtroldepige, Frankie Paige. Ingen overdrivelse forbliver uvendt i forsøget på at få "Stigmata" ud over stepperne, og det udvikler sig hurtigt til ynk i slowmotion.

En brat ende

Frisøsen Frankie lever det søde liv med venindefnidder, fester og stramrøvede mænd på skibsbriksen. Men alt dette får en brat ende, da hun helt ud af det blå rammes af svære lidelser: Hun får virtuelle megasøm hamret gennem hænderne og piskes, så blodet springer på de efterhånden ufrivilligt blottede rygstykker.

Samme lidelser som Jesus

Det vækker den katolske kirkes interesse, for meget tyder på, at Frankie er ramt af såkaldte stigmata, og således påføres selvsamme lidelser, som Jesus i sin tid måtte gennemleve på korset. Det bliver Gabriel Byrnes omrejsende præst, Andrew Kiernan, der kommer på sagen, og han bliver bekræftet i alle sine teser... og samtidig lidt fristet af Frankie, når hun lige har overskud mellem anfaldene til at flirte.

Gennemført grim

Det er alligevel sjældent, en film er så "gennemført" grim i sin visuelle stil, som det er tilfældet med "Stigmata". Outreret latterlige visuelle effekter stykkes sammen efter et tilfældighedsprincip, der hopper og springer på virkningen af blinkende lygter og – ikke mindst – slowmotion.

Så sveden sprøjter

Læg hertil en nærmest konstant voldtagende underlægningsmusik, der pumper, så sveden sprøjter. Spillet er heller ikke decideret funklende, dog lykkes det Gabriel Byrne med sin vanlige rolige tilgang at forme en troværdig præstekarakter. Når "Stigmata" en sjælden gang er mere rolig, opnås der flere smukke stemninger i Jeffrey J. Kimballs ambitiøse fotografering.