The Cabin in the Woods (2011)

    Da fem venner tager på tur til en hytte langt ude i skoven, viser det sig, at de er fanget i et spil styret af højere magter.


    FULD SKRALD FREMAD

    Nærved lige dele plus- og minuspol deler vandende i dette ekstremt stort opslåede gysereventyr. Det er farvestrålende, outreret, støjende og fuldstændig ublufærdigt, men "The Cabin in the Woods" kender heller ikke helt sin besøgelsestid, og filmoplevelsen bliver bare – periodisk – for meget.

     

    Langt ude i skoven...

    Da fem venner tager på tur til en hytte langt ude i skoven, har de ikke lige forestillet sig den underverden, de snart skal stifte bekendtskab. Som tilskuere får vi sideløbende indblik i, hvordan hytten er udvalgt af en eller anden form for teknisk centralstyrelse, der kan drive gæk med og i sidste instans også dræbe de sagesløse beboere.

     

    "Alt godt fra havet"

    Alt er overvåget, men det er det mindste af det. I enorme underjordiske arealer gemmer der sig nemlig "alt godt fra havet", der hvert øjeblik kan sættes i svingninger, så hyttevennerne i dén grad får røven på komedie... eller rettere gys.

     

    Lag på lag

    Faktisk byder Drew Goddards iscenesættelse en hel del op til det komiske. Somme tider velvalgt, til andre tider uden sans for timing. Men grundstemningen er gysets, hvor der hele tiden lægges flere lag på fortællingen, der til sidst er ved at sprænges af nærmest teenage'sk staldkådhed.

     

    Konsekvens og kompromisløshed

    Præmissen, hvor de fem hyttegængere på en eller anden måde er lukket inde i en zone, er blandt de bedst fungerende. Her er der en herlig konsekvens og kompromisløshed, når grænserne naivt udforskes.

     

    Husk høreværn!

    Fortællestilen er dog skingert støjende i både lyd og billede, at det nærmest kræver et indre steadycam at finde hoved og hale i de mange ekstremiteter. Kønt er det ikke (husk høreværn), men det er underholdende og uophørligt energisk.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2011, USA, Gyser, Thriller, Mystik, Zombiefilm, Varulvefilm, Eventyr, 95 min.

    Dansk titel: The Cabin in the Woods
    Instr: Drew Goddard Prod: Joss Whedon Manus: Joss Whedon, Drew Goddard Foto: Peter Deming Klip: Lisa Lassek Mus: David Julyan