Rituals (1977)

Fem år efter John Boormans vanedannende uhyggelige vildmarksthriller Deliverance (1972) kom denne canadiske pendant, der intet har med 72-filmen at gøre, men som alligevel med rette kan kaldes en "Deliverance Light" – eller snarere: Ultra Light.

Langt fra alfarvej

Fem fuldvoksne lægevenner, alle mænd, tager på fisketur i den canadiske vildmark. Her er det meningen, at de skal slippe hverdagens prøvelser og komme hinanden ved i smukke omgivelser, langt fra alfarvej og skalpeller.

Blodige spor

Men ikke længe efter, at det lille vandfly har sat dem af i udkanten af en skovsø, begynder det at gå op for lægerne, at noget er helt råddent i skoven. En morder følger efter dem, uden at vise ansigt, men hans spor er efterhånden uhyggeligt blodige.

Uvejsomt terræn

Lægegruppen decimeres – det kan godt afsløres her uden at ødelægge filmoplevelsen – men har de tilbageværende reelt en chance i det uvejsomme terræn og med en uhelbredeligt såret kammerat på slæb?

Ikke i omdrejninger

"Rituals" kommer aldrig rigtig i omdrejninger. Eneste vellykkede element er egentlig den vilde natur som klaustrofobisk kulisse, især da der kommer lidt dybdeperspektiv på, da de tilbageværende læger får kæmpet sig ud af skoven og op i åbent terræn med udsigt over bjergene.

Ingen troværdig panik

Under huden på de fem, snart fire, snart.... læger kommer filmen overhovedet ikke, og selvom der bydes op til alvorssnakke undervejs, indbyder skuespillet ikke til noget, der nærmer sig troværdig panik.

Autentisk naturkulisse

Se filmen for dens herligt nærværende og autentiske naturkulisse – men husk at lukke ørerne for Hagood Hardys yderst mærkværdigt kontra-stemningsmusik: Glade, lidt lalleglade toner springer fx frem, når alvoren tager til. Det gør i dén grad "Rituals" en bjørnetjeneste.