Code of Silence (1985)

"Code of Silence" fremhæves af flere som Chuck Norris' bedste film, og det er nok ikke helt ved siden af: I hvert fald er der i Andrew Davis' (ja, det er ham med The Fugitive (1993)) iscenesættelse smæk for skillingen på actionfronten, og i sådan et univers stortrives den skæggede actionhelt.

Betændt Chicago-bandekrig

Norris er Chicago-betjenten Eddie Cusack, der snart havner midt i en betændt storby-bandekrig, hvor selv ikke politiet et er fredet. Men Eddie erfarer, at han må forme en enmandshær i kampen, da de fleste af hans kolleger vender ham ryggen. Årsag: Eddie har "tilladt" sig at rejse en sag mod en kollega, som han mener har handlet dybt uansvarligt.

Lækkert koreograferede actionsekvenser

Ingen genrekliché forbliver uvendt, og det er bestemt ikke manuskriptet, der glimrer med originalitet og nytænkning. Til gengæld bydes der op til dans med lækkert koreograferede actionsekvenser – der især klumper sig sammen i filmens sidste halve time.

Chicago i et flot lys

I det hele taget sætter "Code of Silence" Chicago i et flot lys, hvad enten det er gennem hæsblæsende biljagter mellem livsfarlige betonstøtter eller – i filmens bedste sekvens – i nærkamp på taget af en metro.

Musikken som "støttestrømpe"

Skuespillet funkler ikke, hertil er replikker og handling alt for stereotypt konstrueret. Oceaner af 80'er-typisk underlægningsmusik af David Michael Frank sørger for "den rette stemning" fra ende til anden. Hold op, der er godt nok ikke mange sekunder uden "støttestrømpe" hér.