Breakheart Pass (1975)

Film baseret på romaner af Alistair MacLean:

The Guns of Navarone (1961)

Ice Station Zebra (1968)

Where Eagles Dare (1968)

Puppet on a Chain (1971)

When Eight Bells Toll (1971)

Fear Is the Key (1972)

Breakheart Pass (1975)

Death Train (1993)

Night Watch (1995)

Force 10 from Navarone (1978)

Bear Island (1979)

Som i rigtig mange andre Alistair MacLean-fortællinger indgår der også i "Breakheart Pass" et par mystiske elementer, hvor en eller flere af protagonisterne i virkeligheden er agent eller forbrydere, når vi ellers foranlediges til at tro det modsatte. Det var et led i MacLeans ofte lidt skabelonprægede romaner, men når bøgerne filmatiseres, viser det sig faktisk ofte at skabe ret god underholdning.

Snyd ved pokerbordet

Altid sammenbidt/ordknappe Charles Bronson spiller Deacon, der tidligt i filmen tages til fange af ordensmagten: Han pågribes for at snyde ved pokerborder (og er i forvejen efterlyst for bl.a. mord) og tages med ombord på dét tog, der skal fragte våben og medicin mod Fort Humboldt i Nevada.

Gennem sneklædte bjerglandskaber

På den lange – og flotte – togrejse gennem sneklædte bjerglandskaber sker der ting og sager. Den ene efter den anden dør under mystiske omstændigheder, og Deacon skæres fri, så han kan assistere. Men ikke alt er, som det syner, og da flere af togvognene fyldt med soldater på umenneskelig vis kappes, så soldaterne styrter i døden, er der efterhånden ikke mange levende tilbage, da toget når indianer-territorie.

Lækkert produktionsdesignet

Med den flotte kulisse, både ombord på det lækkert (produktions)designede tog og på rejsen mellem de smukke bjerge, har "Breakheart Pass" allerede en stærk hovedrollespiller. Der er noget Murder on the Orient Express (1974) over ind- og udviklingerne ombord, blot er der i Tom Gries' MacLean-filmatisering faktisk en større variation end i Sidney Lumets Agatha Christie-filmatisering.

Hamrende lækre billeder

En perlerække af store hoved- og birolleskuespillere pryder rollelisten, uden at nogen rigtig har den store originalitet at spille op ad. Musikken er af Jerry Goldsmith i hans klassisk melodiske snit og er dejligt diminutivt anvendt. Action- og stuntscenerne holder faktisk vand, ligesom perspektiverne på toget mellem bjergene er hamrende lækkert indfanget af cheffotograf Lucien Ballard (True Grit (1969),The Wild Bunch (1969), The Getaway (1972)).