Asteroid City (2023)

Hvis der findes et himmerige i pastelfarver, må det være dekoreret af Wes Anderson. I hvert fald er den helt særlige æstetik instruktørens uomtvistelige varemærke. Således også i "Asteroid City", der samtidig nok engang sætter en skæv og bittersød handling med (über-)komiske overtoner i svingninger.

Hverdagen i perspektiv

En sørgende forfatter og hans børn strander i en udkants-ørkenflække. Ikke meget er her, hvad det giver sig ud for at være. Og det bliver ikke mindre mystisk, da et rumskib pludselig gør sin entré og sætter hverdagen yderligere i "perspektiv", som om der ikke var nok, der var aparte og mystisk i forvejen!

Kinderne blusser

(Bi-)rollelisten er spækket nærmest endeløst med kendte navne, mens ørken- og tidsbillede-æstetikken blusser som kinderne på den generte teenager, Woodrow. Og når karaktererne åbner munden, vælter det som regel ud med speed-snakkende replikker, der skal serveres så outreret hurtigt, at indstuderingen synes at være vigtigere end formålet med de mange ord.

Kreativt og opfindsomt, men...

Det er altsammen vældig kreativt og opfindsomt, men stort set det hele glider af på Wes' nanobehandlede overfladefortælling, der hurtigere end lynet forsvinder som en lille plet i horisonten (og hermed fra hukommelsen.)