Spartan (2004)

I bedste fald håndtam actionkrimi serveret af den ellers duelige og skoledannende David Mamet. Hans eget manuskript kredser om specialtrænede jægersoldater, der med Val Kilmers Scott i spidsen kommer på en opgave, der meget vel kan koste dem livet.

Sund fornuft må tilsidesættes

Al sund fornuft og overvejelser om ordentlighed må tilsidesættes, da en topembedsmands datter kidnappes. Hun er endnu et offer for et netværk af gnavne, (=liderlige) gamle mænd, der på internationalt topniveau "fører" et kartotek med en række helt unge kvinder til kunderne.

De ved for meget

Det er dette netværk, Scott og hans mænd m/k er oppe imod. Og i sådan et netværk befinder der sig sikkert også nogle magtfulde topfolk, og så ved Scott og hans mænd m/k pludselig for meget...

Kantet og uinspireret

Som antydet ovenfor ikke de mest originale twists and turns, og det kommer egentlig lidt som en overraskelse, at "Spartan" falder så uoriginalt og stift ud. Det smitter af på skuespillet, der er kantet, arketypisk og uinspireret helt ned i de mindre biroller.

Bølger op og ned

Ellers bølger spændingsniveauet i ekstremt høj grad op og ned. Der er lange passager, der ikke kommer ud af stedet – men hov, så er der pludselig gang i alle kedler. Dog ikke så længe, for nu pakker begivenhederne sig igen sammen om sine mildt sagt fesne storpolitiske konspirationsteorier.

Teknisk flot

Teknisk står filmen flot og uden anmærkninger, mens Mark Ishams ekstremt svulstige underlægningsmusik i dén grad er en ørebæ, der ikke overlader ret meget af den sparsomt tilbageværende fantasi til tilskueren.