Cleaner (2007)

    En ekspert i rengøring efter mord havner midt i et omfattende netværk af politikorruption, da hans rengøring efter endnu en ugerning viser sig at være bestilt illegalt.


    LET OPVREDET

    Finske Renny Harlin, Hollywood-ekspert i actiongenren, serverer her en let opvredet actionthriller, hvor politikorruptionsklichéerne stortrives. Tom Cutler er ekspert i at gøre rent på gerningssteder og har således tørret blod og kropsvæv op efter talrige mord næsten uden at blinke.

    Håret i postkassen
    Efter at have fjernet resterne af et offer fra en hvid lædersofa erfarer Cutler dog til sin rædsel, at jobbet har været bestilt af kræfter, der ville have slettet sporene, og rengøringsassistenten står nu med sin let opvredne klud og håret i postkassen.

    Vinder terræn
    Der er reelt ikke meget gods i det idéfattige plot, men filmen vinder alligevel en del terræn på sit portræt af far og teenagedatter, der forsøger at finde hinanden efter moderens død. Herudover forføres man af filmens mange elegante detaljer, hvor der stilles skarpt på nærved makroplan: en kop kaffe i en automat, en nøgle i en lås, hænder der bliver grundigt vasket.

    Kunstnerisk raffinement
    Harlin former her et kunstnerisk raffinement, der bryder med den uintelligent forudsigelige spændingskurve, hvor selv venner bliver fjender efter en velkendt fastfrosset skabelon.

    Overdramatiseret lydbillede
    De nævnte visuelle detaljer ledsages desværre af en overdramatiseret lydside, ligesom Richard Gibbs' flade filmmusik får alt for meget opmærksomhed filmen igennem. Samuel L. Jackson passer pænt i hovedrollen, men ligesom Ed Harris i en anden væsentlig rolle, er der meget lidt kød at gnave i.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2007, USA, Thriller, Krimi, Mystik, 88 min.

    Dansk titel: Cleaner
    Instr: Renny Harlin Prod: Michael P. Flannigan, Steve Golin, Lati Grobman, Samuel L. Jackson Manus: Matthew Aldrich Foto: Scott Kevan Klip: Brian Berdan Mus: Richard Gibbs