Postcards from the Edge (1990)

Lad dig hverken narre af den fesne, tra-la-la-udseende plakat, den danske titel "Smil – vi er på" eller af de korte plots og taglines til denne film: "Postcards from the Edge" er en langt dybere og mere nuanceret film, end udseendet umiddelbart lægger op til.

En chance mere

En forrygende Meryl Streep indtager rollen som Hollywood-skuespilleren Suzanne Vale. Hun er afhængig af stoffer, hvilket selvsagt påvirker hendes pålidelighed på filmoptagelserne. Snart er hun i overhængende fare for at miste sit job, men hun får alligevel en chance mere... så længe hun har base hos sin mor (Shirley MacLaine).

Kunstige øjenvipper

Moren Doris er selv en feteret, alkoholiseret Hollywood-stjerne, der ikke viser sig offentligt uden den outrerede makeup, den hvide pels og – vigtigst af alt – de kunstige øjenvipper. Forholdet mellem mor og datter er pænt sagt anspændt, men måske kan fællestiden alligevel kaste noget godt af sig.

Mageløs selvironi

Skuespillerinden Carrie Fisher (1956-2016) skrev både romanforlæg og manuskript, baseret på egne erfaringer og oplevelser som påvirket i brachen. Og man mærker tydeligt den sprøde insider-viden, der bl.a. kommer til udtryk i mageløst selvironiske blik på filmbranche og -optagelser.

Slet og ret mageløst

Samspillet mellem Streep og MacLaine er slet og ret mageløst, særligt når der kradses lidt i overfladen, og paryk, makeup og parader ryger for en stund. I mindre roller funkler særligt Dennis Quaid som lystløgner-elskertype, Gene Hackman som utålmodig filminstruktør og Mary Wickes som bramfri bedstemor.

Finurlige detaljer

Bemærk de mange finurlige detaljer fra diverse filmsets. Det er funklende fundet på og er smittende idérigdom. Filmen er ca. 90 % fritaget for underlægningsmusik – et sublimt fravalg, der i meget høj grad styrker dramaets indre nerve og skuespillernes gennemslagskraft.