CODA (2021)

Oprigtigt rørende, med en troværdig sødme og et lydhørt perspektiv på en døv familie: “CODA” er musikalsk i mere end en forstand – den tager sig tid til at sætte toner i system, både mellem mennesker og i sangklang.
 

Ved at blive voksen

Teenageren Ruby er den eneste hørende i en døv kernefamilie, en såkaldt CODA (Child of Deaf Adults). Gennem hele sit liv har hun måttet tolke sin far, mor og storebror, og har egentlig affundet sig fint med det. Men nu er hun ved at blive voksen, og har tilmed en drøm om at synge for alvor. Noget, hun bliver bekræftet i er en god ide, da gymnasiets nye sanglærer høre hende synge.

Kærligheden kommer snigende

Kærligheden kommer også snigende – sådan lidt "tvunget" af omstændighederne. Alle facetter ved disse teenageudfordringer formidles med en svær sødme, der smitter helt ud i de små hår på armene: Det er rigtig fint spillet og formidlet.
 

Lyden bruges aktivt

Ikke mange (amerikanske) film lykkes så troværdigt i beskrivelsen af en familie med særlige udfordringer, i dette tilfælde døvhed. Flere gange bruges lyd aktivt (eller inaktivt, dvs. total stilhed) til at formidle udfordringerne.
 

Sød fremdrift

I det hele taget lægger filmen op til stilhed blandt publikum, fordi der er mange scener uden dialog, men i stedet tegnsprog. Men stilheden blandt publikum skyldes i lige så høj grad filmens vellykkede formidling, det rørende budskab og den søde fremdrift.
 

Stilheden taler

Lydsiden er i høj grad præget af nærvær. Heldigvis er her ikke sovset sødladen musik ud over det hele, nej, her tør man lade stilheden tale – et begavet valg. Og så får vi jo musikken serveret, når Ruby først får gang i sangorganet.

Spillet af døve

Lidt for rosenrøde tendenser skæmmer, særligt imod slutningen. Spillet er blændende hele vejen rundt. Her er det svært troværdigt, at de tre døve familiemedlemmer spilles… af døve. Emilia Jones brænder især igennem som den søde, naturlige Ruby – og hun har herlige scener også med sanglæreren Bernardo.