The Stone Killer (1973)

Uden sammenligning i øvrigt, men oplagt på grund af emnet, samtiden og stilen: "The Stone Killer" har en hel del til fælles med Dirty Harry-filmene, der også effektivt lod actiondramaet udspille sig i en storby. Denne gang er det ikke San Francisco, men Los Angeles, og vi har sammenbidte Charles Bronson i politi-hovedrollen.

Selvtægt i L.A.

Betjenten Lou Torrey er - ligesom Harry Callahan - rigtig glad for selvtægt. Så da han bytter New York ud til fordel for Los Angeles, viger han ikke tilbage for dramatiske biljagter og revolverføringer. Så kan de lære det, banditterne!

Sorte mænd klynges op

Så længe Torreys chef vælger at se gennem fingre med de synlige spor efter sin betjent, så er det bare med at mase på. Snart bevæger Torrey sig ind i kernen af storbyens italiensk-amerikanske mafia, hvor Martin Balsams Al Vescari er leder. På sin vej gennem storbyens gader klynger Torrey ikke så få sorte mænd op. Han kalder konsekvent en sort for The Spade, så er den racistiske tone da også slået an.

Lækre locations

Når "The Stone Killer" er bedst, lader den det actionmættede storbydrama tale for sig selv: Lækre locations i smukt vinklet kameraføring. Til gengæld er flere af filmens biljagter decideret tåbelige og helt uden sans for idé og besøgelsestid.

Outreret sammenbidt

Bronson er som vi kender ham - outreret sammenbidt - og som sådan det ideelle valg til hovedrollen. Men man savner lidt karakter og udstråling - noget, som heller ikke birollerne får mulighed for at byde ind med. Med lidt for rigelig underlægningsmusik af Roy Budd. Ved roret er Michael Winner - han instruerede også Bronson året efter i den tematisk meget beslægtede Death Wish (1974).