Week-end (1935)

    Friske fyre med åretagene i orden vinder et mesterskab i kaproning, og med lidt held kaster det også lidt kærlighed af sig.


    DYNAMISK 30'ER-FARCE

    Her tidligt i det succesrige filmpartnerskab Lau Lauritzen/Alice O’Fredericks er vi helt i tidens farce-rendyrkede ånd uden tilførte raffinementer eller kunstneriske ambitioner. På dén baggrund er "Week-end" en ganske hæderlig 30’er-farce: kvik i sin afvikling og nogenlunde tålelig i sit til tider let skingre (over)spil.

    Kæresteri på kryds og tværs
    Historien kredser om et hold kaproere, anført af Lau Lauritzens kække Poul. Førstepladsen i en konkurrence betyder, at Pouls fætter fra Fyn, Ib Schønbergs Peter Basse, kan få den gård tilbage, han har tabt i spil. I tilgift vinder Poul pigen Nanna, der er stukket af fra sine strenge formyndere. Også fætteren får sig en kæreste.

    Rendyrket farcefyld
    Af filmens 99 minutters spilletid kan man sikkert skære et kvarters rendyrket farce-fyld væk, hvis ikke mere. Der bliver skejet ud og løbet rundt i ring uden mål og med, som var vi i Fy- og Bi-land. Men der er også en ret så habil grundhistorie, der forkæler med udmærkede små intriger både til lands og til vands.

    Bedst er Schønberg
    Her lykkes Ib Schønberg - trods en håbløs pibende dialekt-diktion - bedst blandt de centrale spillere. Igen må han stå model til mange hånlige bemærkninger om sin tykke figur. På samme måde er Arthur Jensen i en sær blanding af underholdende voksenmobning og fornedrende undermenneske-terror filmens udtalte Prygelknabe, en funktion han havde i mange af karrierens tidlige roller.

    Flødebollet Lauritzen
    Lau Lauritzen er mest af alt flødebollet i en stiv hovedrollepræstation med vægt på kvindebedåreri, hvorimod en ualmindelig flot 24-årig Poul Reichhardt ikke efterlader et æstetisk øje tørt i en af karrierens tidligste småroller.

    Obligatoriske sange
    Obligatoriske sange udfylder tid eller tomrum, bedst fungerer den nedtonede kærlighedsode med en fiskende Ib Schønberg på badebroen, med bukserne trukket op om knæene. Han fanger en hornfisk men smider den prompte i vandet igen, for han kan nu bedre lide rødspætter. Mere vammel er Lauritzens banjospillende kækhed.

    Udelivets dynamik
    Trods den tamme og forudsigelige historie er "Week-end" blandt andet hjulpet positivt på vej af udelivets gratis dynamik, fint indfanget i Carlo Bentsens kameralinse, og godt udnyttet i intrigerne omkring kaproerne og deres kærlighedsliv.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018