Sommaren med Monika
Et ungt stockholmerpar giver fanden i hverdagen og sejler ud i skærgården. Men snart bliver forholdet sat på prøver.
SKÆRGÅRDS-SKÆRMYDSLER
Denne med nutidens øjne uhyggeligt uskyldige film var bestemt ikke velset i halvtredsernes virkelighed. Bergmans film om et ungt teenagepar, der forelsker sig og antydningsvis dyrker sex før ægtepagten var noget af en kontroversiel sag i 1953.

Tid, takt og tone taget i betragtning er "Sommaren med Monika" en relativ tidløs historie om kærlighedens op- og nedture: forelskelse, erotisk fascination, idyl, kedsomhed, aggression og opbrud.

En historie der aldrig går af mode
Det er velsagtens en historie, der aldrig går af mode og som i mange henseender er en filmisk kliché i bunken af plots, men som lagt i hænderne på Ingmar Bergman får andre kvaliteter end almindeligt følelsesgnideri.

Lagerarbejderen Harry (Lars Ekborg) render en dag ind i den smukke og meget udadvendte (nærmest hyperaktive) Monika, og på grund af Monikas meget direkte facon, havner de to hurtigt i favnen på hinanden og bliver sagt i nutidige termer soul mates.

Da de samtidig begge er grundigt trætte af hverdagslivet og ikke mindst de kummerlige og klaustrofobiske forhold hos deres respektive familier, sejler de ud i skærgården, hvor de uforstyrret kan dyrke deres romance.

Efter nogen tid er romancen dog afløst af parforholdets almindelige banaliteter og irritationsmomenter, og tolerancetærsklen er relativ lav: og tingene bliver ikke bedre af, at Monika er gravid.

Kunstnerisk maestro
Bergman er den kunstneriske maestro/auteur, der bærer denne grundlæggende banale historie over i en helt andet oplevelsesverden. Det er sjældent, man ser hverdagslivets små skærmydsler projekteret i så en stilistisk og æstetisk velovervejet iscenesættelse.

Alene ved fravalget af overflødig lyd og musik placerer Bergman sig i den mere sjældne og kunstneriske ende - kun ganske sjældent hører man Erik Nordgrens svulstige strygere, og reallydene får lov at stå alene.

Lyrisk
Når naturens egne lyde i et naturligt niveau arbejder sammen med lange, smukke billedlige sekvenser, der skildrer en natur- eller sindsstemning, bliver scenerne af lyrisk karakter og får en høj kunstnerisk og æstetisk valør.

Bergmans billeder er i sig selv et uudtømmeligt galleri af genial komposition, lys og skygge - mange af filmens billeder kommer til at stå ikonisk og er i deres velovervejede elegance store kunstværker i bevægelse.

Bergmans arbejde med kontrasterne bliver filmens visuelle identitet, og Gunnar Fischers sort/hvide fotografering er af kunstnerisk meget høj kvalitet.
Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2012
Udskriftsvenlig udgave