Bænken (2000)

Sammenhængende film:
Bænken (2000)
Arven (2003)
Drabet (2007)

Per Flys første film i trilogien om danskerne er dette multi-sammentræf af dramatiske hverdagsproblemer, oplevet gennem alkoholikeren Kaj. Kaj er ved at drikke sig ihjel, og hans lejlighed bærer præg af, at den ikke er blevet støvsuget i 19 år - men det bliver der snart gjort noget ved.

Pludselig en dag..
For pludselig en dag på det lokale socialkontor hører Kaj sin eksdatter Livs navn råbt op, og Kaj går i selvsving. Dér står Liv med sæbeøje, solbriller og en lille, lyshåret gut og beder kommunen om nødhjælp. Men Kaj hverken kan eller vil vise sig som far eller morfar: Han har jo holdt sig skjult i mange, mange år bag et bjerg af tømte pilsnere.

At drikke og brække sig
Kaj slipper dog ikke for at genoptage forholdet til sin eksdatter. Lykkelige og heldige sammentræf gør, at Liv og lillegutten Jonas får lejlighed til at opdage ikke-alkoholiserede sider af alkoholikeren, der er så afhængig, at han ikke bestiller stort andet end at drikke og brække sig.

Alkoholiker-smalltalk
Jazz-poppet trompetmusik indleder per Flys trilogi og leder hen til en rigtig omgang alkoholiker-smalltalk omkring bænkene på det lokale minitorv. Her bliver stereotyperne præsenteret.

"Ægte dansk socialrealisme"
Markedsført - og slugt råt af de danske medier og publikum - som noget, der kunne omskrives til "ægte dansk socialrealisme" er "Bænken" og dens to efterfølgere en ret signifikant falsk film-markedsføring. Der er ikke tale om dansk socialrealisme, og hvis der er, er den er i hvert fald ikke realistisk.

Hektisk dramaturgi
Per Flys film er dramaturgisk hektisk, situationerne er udpræget usandsynlige, rollerne er banale. Det hjælper en del, men ikke stort, at Jesper Christensens hovedrollepræstation er blændende - på trods af den håbløse sammenhæng, som rollen er skrevet ind i.

Kommende morfar
Hele to gange på én eftermiddag ser Kaj sin eksdatter, som han ikke har set i 19 år, og hun får et værelse i en lejlighed dør om dør med sin far. Den søde, lille Jonas-pode har låst sig ude, så han går hen til den (meget indbydende) alkoholiker, der trasker kæderygende af sted med bæreposer fyldt til bristepunktet med sprut. Jonas kan jo ikke vide, at det snart bliver hans morfar.

Helt tilfældigt..
Sådan "helt tilfældigt" har Kajs ven Stig sagt ja (også på Kajs vegne) til at flytte for Kajs eksdatter, og det er jo en glimrende lejlighed for hemmelighedsfulde Kaj til at lære sin uvidende datter og dattersøn bedre at kende.
 

Usandsynlighedens serum

Sådan evner Per Fly at lade begivenhederne falde, så scene efter scene fyldt af usandsynlighedernes serum pumper ud på det store lærred. Efter at Kaj - kan vi godt røbe - er blevet gode venner med sin eks-, og numere rigtige, datter - får vi for første gang en forsmag på hans sygdom, en sygdom, der senere giver anledning til at runde filmen af i filmhistorisk, salvelsesfuld andægtighed.

Utroværdig socialrealisme
Et lille kig ind i Per Flys opreklamerede trilogi-tænkning: En historie, der er markedsført i en helt forkert kontekst og som på ingen måde skildrer det sociale bundlag på en hverken troværdig eller ægte måde.

Bred appeal
Hvorfor bliver en ekskok og hustrumishandler med 19 års alkoholmisbrug filmens store helt? Det er et fremragende trick af Per Fly - det giver nemlig filmen langt bredere appeal og samler et publikum blandt alle sociale lag af det danske biografpublikum. Var alkoholikertilværelsen, nedværdigelsen, rædslen og afmagten skildret realistisk, ville "Bænken" måske have solgt 5000 billetter og have fået status som avantgardefilm.

Alkoholiker som helt
Per Flys egen lille opgave med "Bænken" er således at skrive en historie, der kan engagere tilskuerne med socialrealistiske elementer, hvor hovedpersonen altså bliver en slags konge. Der er ingen sociale myndigheder til at tage sig af lille Liv, derfor er der kun gamle alkoholikere tilbage til at passe drengen.

"Legendarisk" udtoning
Den "legendariske" Fly-udtoning bliver et skoleeksempel på den amerikansk tilnærmede stil, som Per Fly kompromisløst vælger at underkaste sig i alle sine tre film i trilogien. Den tænksomme dreng spørger uskyldigt til livets facetter, mens han går med mor i hånden mod verdens ende (solnedgangen over forstæderne). Moralen er, at alting bliver godt!