2001: A Space Odyssey (1968)

Sammenhængende film:
2001: A Space Odyssey (1968)
2010 (1984)

Lige fra begyndelsen opsluges man totalt af det på én gang subtile og larger than life-(film)univers, selvom "2001" er en af Stanley Kubricks mest stillestående (=langsomme) og tålmodighedskrævende produktioner. "2001: A Space Odyssey" er et mesterværk på mange forskellige niveauer. Først og fremmest er den et uovertruffent stykke science fiction-kunst, fordi den på en tankevækkende og troværdig måde runder mange hjørner af vores eksistens (og solsystem.)

Tiden som uendelig faktor
Men "2001" er også unik i sin skildring af tiden som en uendelig faktor. Kubricks måde at føre os ind/ud i universet på - både filmens og det uendeliges - er uden sidestykke i sci-fi-filmens historie, og det er vel at mærke helt ned i mindste detalje, også de mange special effects.

Fascinerende begyndelse
Vi starter med begyndelsen; menneskets oprindelse, som et skilt informerer tilskueren om. Vi følger en flok abelignende mennesker og deres forsøg på at overleve på øde sletter midt i hylende udkantsvinde. Og abernes reaktioner, da en stor stenstøtte pludselig rejser sig op af jorden. Den fortæller dem om brugen af og meningen med våben.

I retning mod Jupiter

Klip til år 2001, hvor Dr. Heywood Floyd er på vej til Månen for at deltage i nogle efterforskninger vedrørende en stenstøtte. Opdagelserne peger i retning mod Jupiter, og halvandet år senere er det et bemandet fartøj, der peger mod planeten. Resten af filmen omhandler rejsen til Jupiter og komplikationer om bord på fartøjet.

Visuelt udstyrsstykke
"2001: A Space Odyssey" er et visuelt udstyrsstykke, der imponerer tilskueren helt ind i knoglemarven. Alene de visuelle effekter er i en (tidløs) klasse helt for sig, men det er i høj grad også i de spektakulære perspektiveringer og kamerabevægelser, at man imponeres.

Lydsiden væsentlig
Samtidig er lydsiden en anden væsentlig medspiller, ikke mindst på grund af Kubricks konsekvente brug af klassiske komponister som Richard og Johann Strauss (og modernister som Györgi Ligeti) til at underbygge de fantastiske visuelle tableauer. Men også stilheden i det uendelige er en vigtig brik i gestaltningen af det smerteligt uforklarlige i filmens, indrømmet, svært tilgængelige udviklingsforløb.

Meget lange sekvenser
Man skal kunne værdsætte det stillestående og dvælende univers, og kunne leve sig ind i de fem - og ofte ti - minutter lange sekvenser, hvor vi fx følger rumskibet udefra, ledsaget af en musikalsk vals. Filmen står som et tidløst mesterværk. Dette er Kubricks fortjeneste: Omgangen med det uforklarlige i tid, rum og dimension er en af nøglerne til, at fascinationen af filmens univers aldrig vil blegne.

Ultimativ vægtløshed
Samtidig er det ultimativt vægtløse vævet i et spind af angst og en uendelighedens klaustrofobi; dybe eksistentielle spørgsmål med Universet som hovedrolleindehaver. Den påtrængende brug af rum i både kosmisk og mere jordnær forstand former en kontrastmættet tavs dialog mellem nærvær og uendelighed, i skift mellem tomhed og mekanik.

Tiltagende mørke
Det tiltagende mørke bliver filmens helt store dybde, kulminerende i den spøgelsesagtigt mystificerende slutning, der leder tilskueren helt ind, hvor dimensioner ikke længere har nogle afgrænsninger; ligesom i Universet.