Reptilicus (1961)
Man forstår ikke faren tidligt nok, da man nedfryser en hale fra en ukendt øgle i København. Snart har halen udviklet sig til et ildspyende monster...
MONSTERFLOP
Usandsynligt tåbelig dansk monsterfilm indeholdende hver eneste kliché, som genren overhovedet kan byde på. Dét faktum udgør filmens absolut eneste - men samtidig også kultisk kitschede - kilde til underholdning.
En gigantisk fortidsøgle
I Sverige finder man tæt ved jordoverfladen nogle friske dyrekødstykker og en hale fra en gigantisk fortidsøgle. Halen fragtes til Danmark, hvor den fryses ned og nøje observeres af professorer ved Danmarks Akvarium. Men en professor på nattevagt falder i søvn og har glemt at lukke døren til fryseren. Så halen tør op, og øglen begynder at vokse - og leve!
Helvede er løs
Et større "akvarium" bygges, og øglen fodres. Men en dag går det galt. Øglen, der er blevet døbt "Reptilicus", bryder ud akkompagneret af lyn og torden, og nu står professorer og ikke mindst lille Danmark samt hele verden med håret i postkassen. Det er jo ikke så smart, at en kæmpeøgle nu tramper rundt og raserer det hele!
En fiks løsning
En general fra Amerika er sendt til Danmark for at styre slagets gang, og han har fået hele det danske militær til rådighed. (For at undgå for meget besvær med amerikansk kontra dansk har man "fikst" valgt, at generalen har en dansk mor og på den måde har lært det danske sprog).
Over mark og vang
Tanks brøler ind over mark og vang og sender kanonsvadaer efter det brølende uhyre. Flåden skvulper ud i bølgen blå for at få ram på kræet. Men lige meget hjælper det. Reptilicus er en snu og patronafvisende øgle, hvis eneste instinkt er at ødelægge og dræbe.
Halsbrækkende elendigt
Men generalen ser ingen anden udvej end at fortsætte "bombardementet", mens halsbrækkende elendigt spillede biroller sværmer rundt i en alternativ og lidt mere virkelighedsnær historie.
Afslappet katastrofehåndtering
Generalens unge undersåtter sidder stive som pinde og svarer ligeså stift på hans ordrer: "Javel, hr. general". Ikke så troværdigt.. Folk omkring bordet, hvor slaget planlægges, sidder afslappet og ryger pibe med måsen yderst på stolesædet. Ville man mon gøre det i en så presset situation? Det er da i hvert fald dejligt afslappet. Hvor birollerne er katastrofalt spillet, kan man kun sige det samme om hovedrollerne. Altid myndige Asbjørn Andersen som den temmelig humane professor viser dog en form for jordnært spil.
Forbløffende ringe
Reptilicus-uhyret og dets små pap-miniature-omgivelser er så ringe lavet, at man må rive sig selv i håret af forbløffelse. Manuskriptet er skrevet i Hollywood, og der foreligger også en amerikansk version af filmen, instrueret af Sid Pink. Den MÅ vi bare se.
Anmeldt i 1993 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1961, Danmark, USA, Action, Gyser, Science Fiction, Katastrofefilm, Exploitation, 92 min.
Dansk titel: Reptilicus- Knud Hilding (Kollega)
- Ole Wisborg (Brandt, kaptajn)
- Asbjørn Andersen (Professor Martens)
- Ann Smyrner (Lise Martens)
- Mimi Heinrich (Karen Martens)
- Carl Ottosen (General Mark Grayson)
- Bent Mejding (Svend Viltorft)
- Bodil Miller (Connie Miller)
- Dirch Passer (Mikkelsen)
- Poul Thomsen (Orlogskaptajn)
- Bent Vejlby (Soldat)
- Alfred Wilken (Mand)
- Povl Wøldike (Dr. Peter Dalby)
- Birthe Wilke (Natklubsangerinde)
- Jørgen Blaksted (Marineofficer)
- Mogens Brandt (Politichef Hassing)
- Børge Møller Grimstrup (Dansk landmand)
- Knud Hallest (Marineofficer)
- Svend Johansen (Marineofficer)
- Benny Juhlin (Dansk soldat)
- Kjeld Petersen (Politofficer Olsen)
- Hardy Rafn (Mand)
- Martin Stander (Mand)
- Alex Suhr (Alex)
- Claus Toksvig (Fortæller (Stemme))
- Robert Cornthwaite (Mand (Stemme))
- Jens Due (Journalist)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation