Predator (1987)

    På en militæraktion i junglen opdager en sluttet skare af velbevæbnede soldater, at de er oppe imod noget, der går ud over fantasiens grænser.


    DRØNSPÆNDENDE GYS

    Tematisk sammenhængende film:

    Predator (1986)
    Predator 2 (1990)
    AVP: Alien vs. Predator (2004)

    AVPR: Aliens vs Predator – Requiem (2007)
    Predators (2010)

    The Predator (2018)


    "Predator" er ekstraordinær i sine specielle visuelle effekter, i filmmusik og i uhyggelige lyde. Det er en uhyre effektiv spændingsfilm - man føler sig fanget i filmens psykologiske magtgreb. Det er uhygge, der går gennem marv og ben.

    Klassisk angstprovokerende
    Historien i filmen er en klassisk angstprovokerende og klaustrofobisk omgang, der gør brug af alle kneb. Man føler selv, man er i farezonen og helt i samme situation som Arnold Schwarzenegger og de andre soldater i junglen. Kameraet er næsten i sving hele tiden. Det kører hele vejen rundt om soldaten, der sidder musestille med angstens sved i ansigtet. Bliver han mon den næste, der skal myrdes?

    Fænomenal spænding
    Anslaget er kortfattet, men lægger fint op til den fænomenale spænding. En gruppe soldater, ledet af Arnold Schwarzenegger, er blevet sendt ud i junglen for at opstøve nogle tilsyneladende meget koldblodige og nådesløse mordere.

    Angsten spreder sig

    Det skal dog snart gå op for soldaterne, at de er alvorligt truet af noget, der bestemt ikke er menneskeligt. Noget særdeles uforklarligt og uhyggeligt æder sig ind på gruppen, uden at de kan svare igen, og angsten spreder sig.

    Varmesøgende dræbermaskine
    Det er så godt som umuligt at læse uhyrets angrebsmønster, og selv den store jungle med masser af gemmesteder er som en fodboldbane for uhyret. Det ser gennem alt med sit specielle varmesøgende syn. En efter en bliver soldaterne i gruppen myrdet, og Schwarzenegger må lægge hovedet i blød for at finde en mulighed for at gøre det af med monstret.

    Sved i håndfladerne
    "Predator" giver på bedste vis sved i håndfladerne, og selv de normalt så fjogede actionfilmsbemærkninger falder mange steder helt troværdigt blandt gruppen af dumsmarte soldater.

    Kig under sengen
    Schwarzenegger er endnu engang en god frontfigur, og de assisterende skuespillere yder et godt og forskelligartet modspil. Effekterne er fine, lyden er sublim. Husk at kigge under sengen bagefter.



    Anmeldt i 1992 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1987, USA, Action, Science Fiction, Gyser, 101 min.

    Dansk titel: Predator - Jagten er begyndt
    Instr: John McTiernan Prod: Gordon, Joel Silver, John Davis Manus: Jim Thomas, John Thomas Foto: Don McAlpine Klip: John F. Link, Mark Helfrich Mus: Alan Silvestri
    Priser
    • AAN - Bedste visuelle effekter