Det sande ansigt (1951)

Lidt mere end blot et hæderligt forsøg på at dreje en egentlig dansk krimi. Men "Det sande ansigt" drejer desværre også halsen om på sig selv på grund af en klæbrig underliggende kristen forkyndelse.

Markant stiliseret
Flot er det i Rudolf Frederiksens markant stiliserede sort/hvide fotografering, når vores stakkels skyldbetyngede hovedperson vakler rundt i de københavnske gader. Det er Lau Lauritzens arkitekt, Troels Rolf, der af politiet mistænkes for at have voldtaget og dræbt en lille pige.

I tvivl om sin uskyld
Da Rolf ikke kan redegøre for, hvorfor han gik forbi gerningsstedet netop på aftenen for forbrydelsen, kommer han også selv i tvivl om sin uskyld. Og det er tæt på at koste ham både forstand og ægteskab.

Ultratyndt grundlag
Politiets mistanke er på et mildest talt ultratyndt grundlag, men beskyldningerne er i Jørn Jeppesens politibedrevidende nedstirring ikke til at tage fejl af. Og hvad kan den stakkels karrierearkitekt gøre andet end svedende at bevidne sin egen deroute?

En Bodil for bedste film
"Det sande ansigt" vandt i 1951 en Bodil for bedste film, og det afspejler nok mere end noget andet samtidens manglende filter overfor det overfortalte, det præbestemt tematiske og – i dette tilfælde – det religiøst forkyndende.

Kirkeklokkesynkron opsang
I dag er det meget åbenlyst, at "Det sande ansigt" primært er en kirkeklokkesynkron opsang til det danske folk: Medmenneskelighed versus fordømmelse står malet i de sort/hvide billeder, og manuskriptet er da også baseret på en roman af præsten Gerhard Rasmussen.

Begejstrede anmeldere
Men i samtiden var langt de fleste anmeldere decideret vilde med filmen, hvad følgende udvalgte udtalelser vidner om: "En kunstnerisk sejr for dansk film. Det første danske forsøg med en film med kristeligt præg", "Fremragende dansk film om næstekærlighed", "Gjorde et stærkt indtryk på publikum ved danmarkspremieren", "Ærlig og god dansk film", "Endelig en stor film", "Gennembrud for dansk problemfilm" og "Rummer en stærk og klar kristen forkyndelse."

"Sande og vægtige elementer"
Lidt mere lorent lød det: "En lødig, men ingen stor film", "Menneskeproblemer doceres, men handlingens eksempel er utroværdigt", "Filmen er ingen toppræstation, men den rummer sande og vægtige elementer, som påkalder interesse", "Trods sine svagheder en god film" og "I mange henseender fremragende, men den svigter i det afgørende."

Flot indpakning
I det samlede billede vinder filmoplevelsen meget betragteligt på den flotte indpakning, og Lau Lauritzen har afgjort en af sine bedste roller som den ibundtrådte, udtværede og nedstirrede bedsteborger.

Usikkerhed og utryghed
Der ligger også en fin ærlighed i portrættet af Rolfs ægteskab. Der er en grund til, at han går lange ture om natten. Han er ikke tilfreds, han er usikker og har brug for luft, i mere end én forstand. Men hjemme i dobbeltsengen er konen utryg og får aldrig en forklaring på hans natlige vandringer.

Fin Schønberg-birolle
Bedst på birollesiden er Ib Schønberg som den ikke helt fine bladredaktør. I de bedste scener formidler han en meget mørk melankoli, som han står dér sammenbøjet og med hemmelige skygger i blikket. Sven Gyldmark har fået en lidt mere interessant historie at lægge musik til, og det kan mærkes på graden af inspiration. I hvert fald har tonerne lidt mere kant end normalt.