Blue Velvet (1986)

    En ung mand drages mod mystikkens hjerte, da han efter at have fundet et afskåret øre tager efterforskningen i egen hånd.


    FLØJLSBLØD SKARPSINDIGHED

    "Blue Velvet" er den tankevækkende titel på denne mystiske David Lynch-film: Titlen leder tankerne hen imod noget behageligt, fløjlsblødt og trygt, men det skal vise sig at være langt fra filmens virkelighed.

    Ironisk indledning
    De allerførste korte klip i filmens anslag mere end antyder, at alt ånder fred, ro og idyl i et lille amerikanske bysamfund. Hér præsenterer David Lynch os på ironisk og original vis for en brandbil fyldt med vinkende, smilende brandmænd, der kører gennem byen. En flok skolebørn løber glade over vejen - og tulipanerne står glansbilledagtigt og knejser mod den meget blå himmel.

    Det onde tager over
    Men ikke længe efter begynder "det onde" at tage over. En ældre herre, der er i færd med at vande sin have, får pludselig et hjertetilfælde og må på hospitalet. Idyllen brast, og en anden (og tiltagende syret) virkelighed begynder at sætte den stilistiske linje.

    Et afskåret øre
    Den uheldige herres søn Jeffrey Beaumont (Kyle MacLachlan) finder på vejen hjem fra hospitalet et enligt, afskåret øre i græsset. Han tager det med sig og viser det til politiet. Men han må af sikkerhedsmæssige grunde ikke følge med i sagens udvikling, men nysgerrigheden driver ham alligevel til at tage sagen i egen hånd.

    Sandheden er grumset
    Politimesterens yndige datter Sandy (Laura Dern) har hørt et og andet om sagen, og hun fortæller Jeffrey om den muligvis skyldige kvinde, Dorothy Vallens (Isabella Rossellini) der bor i en lejlighed på syvende sal. Jeffrey er meget ivrig, og han sørger for at komme ind i kvindens lejlighed for at forsøge at komme sandheden nærmere.

    Perversiteter og sadisme
    Den unge Jeffrey ledes snart længere og længere ind i et spil, hvor perversiteter, sadisme, hårde stoffer og grov vold sætter dagsordenen. Selvom udgangspunktet var et åfskåret øre, havde den uskyldsrene unge mand ikke lige set dén udvikling komme.

    Troværdig skarpsindighed
    David Lynch behandler sin egen absurde historie med en troværdig skarpsindighed og tilfører en elegant intensitet midt i det temmelig mystiske inferno af uforklarligheder.

    I en klasse for sig
    Skuespillet er i en klasse for sig. Kyle MacLachlan spiller den unge, flotte, nysgerrige og overmodige Jeffrey med en fantastisk præcision, Isabella Rossellini er fænomenal og ideel l i rollen som den frustrerede, hærgede, fortabte kvinde.

    Aparte Dennis Hopper
    Dennis Hopper er dog filmens mest aparte og samtidig fascinerende oplevelse. En pragtfuld præstation med indfølt vanvid på randen til total sindssyge. Han nomineredes fortjent til en Golden Globe.

    Tonal kontekst
    Lynchs hofkomponist, Angelo Badalamenti, sørger igen for at indramme de flyvsk mystificerende handlingselementer i en mere tonal kontekst, uden at musikken på noget tidspunkt tager pusten fra dramaet.



    Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1986, USA, Mystik, 113 min.

    Dansk titel: Blue Velvet
    Instr: David Lynch Prod: Fred Caruso Manus: David Lynch Foto: Frederick Elmes Klip: Duwayne Dunham Mus: Angelo Badalamenti
    Priser
    • AAN - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste skuespiller (Hopper)
    • GG-N - Bedste manuskript