Den usynlige hær (1945)

    Frihedskæmpere kæmper deres egen usynlige kamp under anden verdenskrigs besættelse i Danmark.


    GRUNDIGT INDBLIK

    Med Bodil Kjer, Ebbe Rode og Mogens Wieth som kærlighedens krigsramte trekløver er man sikret en vis rate af melodrama. Men man skal ikke vente sig ligegyldig tomgang. Dette er ramme alvor, en film om besættelsestiden i Danmark, indspillet i 1945. 

    Barske forhold

    Filmen skildrer råt og troværdigt de barske forhold, som frihedskæmperne arbejdede under. Mogens Wieth er den dybt engagerede sabotør, Poul, der har lettere ved at genere værnemagten end ved at holde på kærligheden i skikkelse af Bodil Kjers Alice. 

    Sammehold

    Hun har nemlig - midt under al Pouls modstandsarbejde - set sig kær i Ebbe Rodes mere borgerlige og tilbagelænede Jørgen. Men da Poul dukker op og har brug for Jørgens hjælp, må de danske mænd stå sammen i kampen. 

    I det røde felt

    Det er en skam, at det todelte drama i historien ikke spiller særligt godt sammen. Johan Jacobsens instruktion er dygtig og på et ganske højt niveau; skuespillerne er oppe i det røde felt, skønt set med vore dages brille noget melodramatiske. 

    Nærværende & råt

    Skildringen af krigssituationen er nærværende og rå i den flotte og stemningsfuldt mørke (!) fotografering. Til gengæld savner man bid i kærlighedshistorien, der mest står som et irritationsmoment midt i det, det egentlig handler om: Krigen.



    Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018