Gøngehøvdingen (1961)

Sammenhængende film:
Gøngehøvdingen (1961)
Dronningens vagtmester (1963)

Historisk, dramatisk, folkekomisk og i karakteristisk Eastmancolor: I starten af tresserne bød Annelise Hovmand og Johan Jacobsen på en smule nyt blod til den danske filmpark med deres filmatiseringer af Carit Etlars populære romaner.

Stor biografsucces
Filmen blev en stor succes i biograferne og trak også positive anmeldelser: "Annelise Hovmands film er en farverig og festlig film, der har mange muligheder for at blive den helt store succes", "Spændende og charmerende folkekomedie", "Flot familiebilledbog", "Storslået folkekomedie med danske toner", "Godt og redeligt fortalt med Dirch Passer som trumf i spillet" og "Festlig og folkelig filmkunst."

Tjente penge
Johan Jacobsen tjente med sit selskab Flamingo Film tilpas mange penge på produktionen, og to år senere kom så den selvstændige fortsættelse, "Dronningens vagtmester", der dog floppede og kom til at koste instruktøren og produceren dyrt.

I kamp mod svenskerne
Den modige Svend Poulsen og hans tapre gønger kæmper mod svenskerne i det herrens krigsår 1658. Frosten i februar blev så hård, at svenskekongen Karl d. X Gustav, der var kommet fra Tyskland med sin armé og nu lå i Jylland, kunne gå over bælterne og mod København.

Mange penge på spil
50.000 rigsdaler, der tilhører den danske konge Frederik d. III, ligger spærret inde i Vordingborg kirke, og Svend Gønge får fra den danske konge ordrer til at forsøge at bringe pengene gennem de svenske linjer til København.

Et friskt pust
I rollen som Svend Gønges tro følgesvend, Ib, var Dirch Passer et lidt skævt valgt til den første film. Men i forhold til Poul Reichhardts klassisk heltemodige portræt (han spillede Ib i film nr. 2), udgør Dirch et friskt pust i en overvejende afdæmpet præstation med komiske afstikkere.

Masser af biroller
"Gøngehøvdingen" har nærmest hele pakken af danske skuespillere på rollelisten, primært i biroller. Mest interessant er Birgitte Federspiels hekse-kulso, der nok forstår at sætte sin vilje igennem ved at true med blindhed og andre dårligdomme.

Spøjse scener
Hans Kurts tysk-accentplagede kaptajn Mannheimer hører faktisk til blandt de mere skæve og udfordrende roller i hans karriere, og Bent Mejding har et par spøjse scener som præsten Tange.

Letløbende handling
Med tanke på den gumpetunge efterfølger er der overraskende meget vægt bag både det historiske og det dramatiske i Annelise Hovmands iscenesættelse, og handlingen løber let med god variation og perspektivering i særligt Dirch Passers indspark.

Enormt kitschet
Det er stadig en enormt kitschet film med mange ubehjælpsomme indfald, dog glæder et teknisk niveau langt over forventning og Henning Kristiansens i hvert fald pletvis atmosfæremættede fotografering.

Reel stemning
Erik Fiehns musik er skinger og uden ret meget iørefaldende, men der er også pauser på lydsiden, hvilket giver plads til reel stemning i det "for vort land så betydningsfulde" historiske drama.