Mafiaen – det er osse mig! (1974)

Sammenhængende film:
Mig og mafiaen (1973)
Mafiaen – det er osse mig! (1974)

"Mafiantastiske Dirch", skrev en anmelder i sin kritik af denne helt åbenlyse opfølger på Dirch Passer-multiforklædnings-komediesuccesen fra året før. Endnu en mafia-ironiserende Henning Ørnbak-film og igen med manuskript af Lise Nørgaard. Disse to film var blandt meget få, Lise Nørgaard skrev manuskript til – resten af hendes bidrag var til de kendte tv-produktioner Matador og Huset på Christianshavn.

Outrerede karakteristikker
I den anden film om fidusfyren Viffer Hansen er der mere satire og mindre sammenhængskraft i historien, og løjerne forfalder hurtigt til outrerede (person)karakteristikker, der ikke rigtig bider fra sig.

Stort svindelnummer
Viktor "Viffer" Hansen er blevet involveret i mafiaens affærer. Da Mafiabossen Don Luigi vil have ham gift med sin rædsomme datter (Jytte Abildstrøm i en veloplagt birolle), stikker han af, og det lykkes ham efter mange genvordigheder oven i købet selv at score udbyttet af et stort svindelnummer.

På den lukkede afdeling
Undervejs er Viffer i forbindelse med sin kammerat, Preben Kaas’ tilnærmelsesvis udviklingshæmmede Valde Sørensen, der gerne hjælper med at trykke falske pengesedler. Siden havner Viffer på den lukkede afdeling, fordi han går i dametøj!

Fantastiske Pilgaard
Denne anbringelse er filmens klart sjoveste indslag, ikke mindst fordi Ulf Pilgaard her leverer en pragtpræstation som den udiagnosticeret vanvittige psykiatriske overlæge, Gudmund Brikse, komplet med geniale nervøst tvangsprægede snøfte/ansigtsvridninger.

Aparte situationer
Dirch selv får ikke nær så god lejlighed til at skeje rigtig vellykket ud, men et par ømme forklædninger og heraf følgende aparte situationer bliver det da til. Preben Mahrt er ganske finurlig i birollen som arabisk sheik, hvis mærkværdige gryntelyde gør det ud for sprog – straks oversat af hans beredvillige tolk.

Farvestrålende oplevelse
Den første films umiddelbarhed og mere letløbende plotlinje savnes, men der er stadig rigelig at fornøje sig over. Bl.a. det herlige tidsbillede af 70’er-København, der i lighed med Olsen-banden-filmene har fuld fokus på bilerne – og så er de vanvittige kostumer i sig selv farvestrålende nok til at lyse over den let vaklende iscenesættelse.

På det jævne venligt stemt
Anmelderne var generelt på det jævne venligt stemt over de to mafiafilm og skrev i kritikken af den anden film bl.a.: "Den nye mafiafarce slap ikke helt i mål", "Ideer tabt på gulvet i nyt dansk lystspil", "Mafiaen først og fremmest Dirch, men Preben Kaas skabte en uforglemmelig birolle", "Smilet stivner", "Oplagt Dirch i for tynd historie" og "Kriblende spænding blandet med humor."

Frisk og veloplagt
Ib Glindemanns musik er ligesom til forgængerfilmen frisk og veloplagt, og det glæder, at den ikke er helt igennem plastret ud over hele handlingen.