Mig og mafiaen (1973)

Sammenhængende film:
Mig og mafiaen (1973)
Mafiaen – det er osse mig! (1974)

For sin rolle i "Mig og mafiaen" modtog Dirch Passer sin eneste Bodil, hvis der ses bort fra dén særstatuette, han fik i 1961 for "misbrug af talent". Præstationen med de mange forklædninger og sprog er da også veloplagt, men langt fra Dirchs største.

Fantasifulde forklædninger
Med manuskript af Lise Nørgaard kredser filmen om Passers fidusmager, Viktor "Viffer" Hansen, hvis afdøde kompagnon har anbragt deres fælles formue på en schweizisk bankkonto. Koden til kontoen findes tilsammen registreret som tatoveringer på venstre endeballe hos fire unge piger, som Viktor går i gang med at opsøge i fantasifulde forklædninger. Han kommer imidlertid til at krydse magtfulde mafia-lederes planer.

Ikke ueffen
Filmen er i Henning Ørnbaks langt fra uefne iscenesættelse en smule beslægtet med Olsen-banden-filmene. Særligt i de fantasifulde biroller, hvor blandt andre Poul Bundgaard er uhyre veloplagt som den italienske mafiahåndlanger, Vittorio Ferucci.

Herlige skævheder
I det hele taget er personkarakteristikkerne præget af en herlig skævhed ned i mindste rolle. Således er Otto Brandenburg og Poul Glargaard morsomme, åleglatte håndlangerstereotyper. Preben Ravn bøsser for fuld udblæsning i navlekort top som tatovøren Busse, og Ove Verner Hansen optræder hjemmevant som Klumpen (og ikke Olsen-bandens Bøffen.)

Dirch stjæler billedet
Men det er helt uden tvivl Dirch Passer, der stjæler billedet. Veloplagt fra første scene, hvor han folder sig ud på svensk og siden engelsk i et spektakulært fupnummer til ti millioner svenske kroner, der skal gøre ham topeftersøgt af den italienske mafia.

Dirch i dametøj
De talrige forklædninger kammer primært over i dametøjet, men er i Dirchs fortolkninger slet og ret vidunderlige. Så betyder det mindre, at det smålumre plot med tatoveringer på kvindebagdele leder tankerne i retning af de samtidige Sengekants-film.

Bred enighed
Der var bred enighed blandt anmelderne om, at "Mig og mafiaen" var Dirchs film, og at han overgik sig selv: "Ny Dirch-film den sjoveste i lange tider", lød det blandt andet. Ekstra Bladet gav filmen fuldt hus med seks stjerner og kaldte den Dirchs bedste film. Men forståeligt nok var flere anmeldere også lettere opgivende over for dansk halvfjerdserfilms farce-metaltræthed: "Gode indfald, men også tomgang" og "Ingen fornyelse", lød det blandt andet.

Interessante location
Ib Glindemanns musik sætter ikke sin friske stil under en skæppe og bliver ind imellem for skinger og dominerende. Der er interessante københavner-locations i filmen, bl.a. mødes Dirch og Klaus Pagh midt i en større bolignedrivning.