Six Feet Under [3] (2003)

Sammenhængende i denne serie:
Six Feet Under [1] (2001)
Six Feet Under [2] (2002)
Six Feet Under [3] (2003)
Six Feet Under [4] (2004)
Six Feet Under [5] (2005)

Der er en mening med døden. Men husker vi også at sætte pris på livet? Det er et af de underliggende fine små filosofiske temaer i tv-serien "Six Feet Under", og tråden fra de første to sæsoner tages op uden slinger i valsen. Masser af ægte indblik i skæbner uden skelen til fine fornemmelser.

Døden lidt på afstand
I tredje sæson er gamle Nathaniel Fishers død kommet lidt mere på afstand, hvilket også mærkes i de betydeligt færre indslag med farmand i drømmesekvenser. Familien Fisher klarer nu for alvor begravelsesforretningen på egen hånd, uden at behøve spørge den gamle til råds (rent åndeligt, naturligvis).

Pulserende åre
Men begravelsesvirksomheden er blot ét blandt mange udgangspunkter for seriens dramaturgi. Først og fremmest er nærheden i skildringerne af de enkelte familiemedlemmer den helt store pulserende åre, og i tredje sæson er der skruet op for parforholds-frustrationerne hos både mor Fisher, 2 gange bror Fisher, søster Fisher og partner Diaz.

Under huden
Det går kort og godt ikke så godt – i hvert fald ikke, når der ridses lidt i lakken. Og det er netop, hvad "Six Feet Under" gør. Så dybe ridser, at det også går under huden på tilskueren, der opnår stærk identifikation med op- og nedturene og en generel indlevelse i seriens mangefacetterede univers.

Fornyet kærlighed
Særligt Nates fornyede kærlighed til Lisa, som han også bliver gift og får barn med, er et drama ramt på kornet i sæsonen. For det er ikke den dybe kærlighed, selvom de vist begge bilder sig selv det ind. Brenda ligger i baghovedet, og Lisas væremåde er alt andet end nuttet. I Lili Taylors fænomenale portræt af alle tiders hysteriske og dagsordensættende bitch får vi et særdeles virkelighedstro billede på et parforhold, hvor kvinden sætter standarderne for det hele.

Kejtet facon
Mor Ruths absurd kejtede facon står også i flammer, når hun kaster sig i armene på det ene stykke mandfolk efter det andet, helt ude af stand til at læse signaler og uden at kende sin besøgelsestid.

Bemærkelsesværdigt
Lauren Ambrose fortsætter sit i særklasse bemærkelseværdige teenagepigeportræt i rollen som lillesøster Claire, der har store problemer både med selvbillede og kærester. Det homoseksuelle forhold mellem David og Keith er måske lovlig fortærsket, men giver alligevel serien en fin farve.

Udtalt homotematik
Faktisk er homo-tematikken stadig så udtalt, at den udgør en hovedåre i serien, og det er ikke kun David/Keith-konstellationen, der leverer blod hertil. Beskrivelserne af miljøet, typerne og kriserne er rigtig fint ramt – med al den potentielt overfladiske virak, særligt på natklubberne.

Befriende lidt musik
Musikken er stadig befriende lidt til stede. Den stikker hovedet frem i meget afmålt grad og bliver aldrig tilnærmelsesvis en dikterende stemning i det velafstemte lydbillede.