Six Feet Under [2] (2002)

Sammenhængende i denne serie:
Six Feet Under [1] (2001)
Six Feet Under [2] (2002)
Six Feet Under [3] (2003)
Six Feet Under [4] (2004)
Six Feet Under [5] (2005)

Ingen øvre grænse for de eksistentielle temaer: Dette er en af de mest markante kvaliteter ved "Six Feet Under"-serien, og hvad der hér var vanedannende ved 1. sæson fortsætter ufortrødent i 2. Det er døden, der kredses om, og med et så velvoksent blik for nuancer og tragikomedie, at tv-oplevelsen ikke alene er vanedannende, men også stærkt vedkommende.

Døden er hverdag
Brødrene Fisher er stadig under konstant trussel fra et gigantisk begravelsesfirma, der gerne ser dem enten sælge eller bukke under. Men Fisher er ikke til sinds at opgive den stolte familietradition- og virksomhed. Døden har været hverdag for begge brødrene helt fra barndommen, og efter faren døde, er de endda kommet meget tættere på hinanden – så dét at sælge er slet ikke en overvejelse.

Kærlighed til nærhed
2. sæson af "Six Feet Under" har helt samme tone som den første og dyrker en kærlighed til nærhed, der skinner igennem i alle parametre, herunder ikke mindst skuespillet, hvor man gang på gang må knibe sig i armen over den totale indlevelse. Parforholdskriser fylder en del på tværs af generationer og seksualitet. Det homoseksuelle forhold mellem David og Keith bølger op og ned og udgør stadig en meget central tematik for serien, på helt igennem fintfølende præmisser.

Stærke og vovede påfund
Men det er i forholdet mellem Nate og Brenda, serien for alvor viser tænder. Kompleksiteten – og hermed intensiteten – stiger, og det er både stærke og vovede påfund, der ligger til grund for seriens udvikling på dette felt. Husmor Ruth kæmper en kejtet kamp for at finde fodfæste, både blandt sine tre børn og i det nye intense forhold med den russiske blomsterhandler Nikolai. Og datteren Claire har sine store kampe på identitet og kærlighed. Lauren Ambrose portrætterer fortsat med meget stor overbevisning teenagepigens sjælekvaler.

Stædig tryllebinding
Serien vedbliver stædigt at tryllebinde sine tilskuere, ikke mindst med de mange drømmesekvenser, der ofte ophæver grænserne mellem netop drøm og virkelighed – og mange gange tager tilskueren ved næsen, før det opdages, at den netop overståede ekstrem-scene blot var en dagdrøm.

Dramaet slår gnister
Det er i sig selv en kunst at kunne skabe disse sekvenser i så mange sammenhænge, uden at tilskueren nødvendigvis fatter mistanke. Men tilbage i seriens virkelighed føler man sig alligevel tryggest. Det dramatiske univers slår gnister i den finurlige og eksistentielt begavede inddragelse af døden som et hovedtema.

Konsekvent musikfritaget
Fritagelsen for underlægningsmusik er fortsat konsekvent, på nær i de velovervejede og velafmålte blokke, hvor en stemning afrundes nærved umærkeligt. I mindre biroller overbeviser særligt Richard Jenkins som Fisherbrødrenes (afdøde) far. Og så præsterer Geoffrey Nauffts vidunderligt som Nates læge, Dr. DiPaolo, der overhovedet ikke har noget filter i sin præsentation af en potentielt farlig diagnose.