Dexter [2] (2007)

Sammenhængende i denne serie:
Dexter [1] (2006)
Dexter [2] (2007)
Dexter [3] (2008)
Dexter [4] (2009)
Dexter [5] (2010)
Dexter [6] (2011)
Dexter [7] (2012)
Dexter [8] (2013)

Masser af hektiske hårrejs, men i en tiltagende både forudsigelig og konstrueret indpakning: Anden sæson af "Dexter" gør ikke sig selv den (nødvendige) tjeneste at træde lidt ud af egne cirkler og betragte den serielle udvikling udefra.

Ekstremt overdrevet
Hvor første sæson alt andet lige var en kilde til både nysgerrighed og underholdning, skuffer anden sæson med sin grundlæggende mangel på både kunstnerisk og indholdsmæssig ballast. Det virker som om, man ukritisk har proppet den ene ekstremt overdrevede udvikling ind i historien efter den anden, og skuespillerne følger med som marionetdukker i et forprogrammeret stykke "tv-teater".

Hjælp fra uventet side
Blodeksperten ved Miamis politi Morgan Dexter har stadig succes med at slå mordere ihjel – uden at blive opdaget. Men da sorte sække med alle ligdelene ved et tilfælde bliver fundet, begynder Dexter at mærke, hvordan rebet strammes. Men gennem mange helt unikke situationer og hjælp fra uventet side, tyder det alligevel på, at Dexter kan gå fri.

Aparte kvindetyper
Anden sæson er mere end noget andet et studie i aparte kvindetyper, og der er nok en og anden feminist, der vil stampe i gulvet over typer som Lila Tournay, men også Dexters søster Debra. Lila er den forføreriske sexkilling med overgjort britisk accent og små nedringede sommerkjoler, og mændene falder savlende i svime på stribe.

Bindegal bag facaden
At Lila er bindegal bag facaden er en anden historie, men meget centralt for sæsonens mange usandsynlige drejninger. Under alle omstændigheder udgør Jaime Murrays gestaltning af brit babe Lila en kilde til helt absurd irritation, grænsende til skrigelyst ved tv-skærmene. Nærved samme virkning har Jennifer Carpenter i rollen som søster Debra, der er mere bundløst lillepigenaiv end selv de heftigste Stillhavsdybder.

Tarveligt stereotype
Manderollerne er på den anden side tarveligt stereotype. Masser af FBI-jakkesæt overtager styringen helt uden glimt i stereotyperne, og den lille klike af drabsbetjente fortsætter med stift iscenesat spil, hvor man nærmest kan fornemme den fastlåste narrative skablon. Anden sæson byder således på langt mere irritation end egentlig spænding eller blot underholdning. Irritationsmomenterne tager over, ligesom den tiltagende overplastring af en mærkeligt genreblandet musik.