2 Fast 2 Furious (2003)

    En tidligere betjent kaldes på vagt i jagten på en kriminel. Sammen med en gammel ven drøner han nu rundt med sømmet i bund i specialbyggede biler.


    TOM SKAL

    Sammenhængende film:
    The Fast and the Furious (2001)
    2 Fast 2 Furious (2003)
    The Fast and the Furious: Tokyo Drift (2006)
    Fast & Furious (2009)
    Fast Five (2011)
    Fast & Furious 6 (2013)

    Furious 7 (2015)

    Endnu er der her med den anden film i serien på ingen måde tilført reel benzin til "Fast and Furious"-blodomløbet. Vi må vente tålmodigt og se, om serien udvikler sig til det bedre...

    Løs speederfod
    I denne første opfølger er ekspolitimand Brian O'Conner igen nødt til at have en løs speederfod, da han hyres til en saftig undercoveropgave, der skal få skovlen under en storkriminel. Walker sørger for, at barndomsvennen Roman kommer med på opgaven, men det kræver, at han lige får klippet sin fodlænke først.

    Gennemsnitsfart på 150 km/t
    Nu går den vilde jagt i specialbyggede biler, og gennemsnitsfarten er ikke under 150 km/t. Fyrene er usårlige, og gamle tanter og andet godtfolk må klare sig, som de bedst kan, når de bliver overhalet indenom, under eller over.

    En tom skal
    "2 Fast 2 Furious" kan ikke beskyldes for at være stillestående. Men det er nok også den største "kompliment", der kan gives – for det er på alle måder en film med en tom skal, der svømmer rundt mellem båtnakkede drengerøvsklichéer... komplet med barmfagre babes og rappe replikker.

    Pangfarvede biler
    Efter en hel håbløs start begynder der dog at forme sig en slags historie, og vi kommer for en stund tiltrængt ud af de brian-tunede biler. Men langt det meste af handlingen foregår bag talrige rat i mere eller mindre neonlakerede, ombyggede gadebiler. Pangfarver er nemlig lige noget for bling bling-fascinerede drengerøve!

    Kører uden sele
    Bilerne er blevet grimmere end i den første film, hvor der trods alt var bilæstetikken at glæde sig over. I 2’eren er selv vognene tomme skaller, hvor drengene – selvfølgelig – kører uden sele med 300 km/t ad motorvejen. Det er "sejt"!

    Uophørligt musikunderlagt
    Hvis ikke hiphoppen pumper, er der udspartlet med David Arnolds kække underlægningsmusik. Det er på alle måder en støjende film, hvor man trods alt havde sat sin lid til motor-lydæstetikken. Men langt de fleste gadebiler er kedeligt oppeppede, 4-cylindrede symaskinemotorer. Der er langt mellem de seks+-benede.

    Tomhjernede typer
    Det er nemt at kan tælle de første par håndfulde tomhjernede typer: Den ene overgår den anden i dumhed, når der skal drejes på rattet og trædes på speederen – Paul Walkers Brian er klart den mest ”dannede”, selvom han er god til at spille en rolle i den gode politisags tjeneste.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2003, USA, Action, Krimi, Biler på film, Road Movie, 111 min.

    Dansk titel: 2 Fast 2 Furious
    Instr: John Singleton Prod: Neal H. Moritz Manus: Derek Haas Foto: Matthew F. Leonetti Klip: Bruce Cannon, Dallas Puett Mus: David Arnold